Krimi17 timer siden

Sker klokken 13: Ældre mand dræbt - nu skal 17-årig i retten

En 17-årig dreng fremstilles i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg i forbindelse med en trafikulykke

Her skete ulykken

En 17-årig dreng blev anholdt efter en dødelig trafikulykke tirsdag aften i Valby. Cirka klokken 13 onsdag vil den unge mand blive fremstillet for en dommer i Retten på Frederiksberg.

Det oplyser Københavns Politi på X.

En 65-årig mand afgik ved døden, mens en 30-årig kvinde også blev påkørt. Kvinden er meldt uden for livsfare. Den 65-årige mand og den 30-årige kvinde var i familie.

- De har stået to og været ved at pakke en bil. En kvinde har brækket sit ben, og en mand er afgået ved døden, sagde vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen tirsdag aften.

Den 17-årige flygtede fra ulykkesstedet, men blev anholdt natten til onsdag klokken 01.40.

En Porsche var efterladt på stedet, men det er ikke oplyst, om det var den 17-åriges egen bil.

Michael Andersen fortalte desuden, at der var fundet lattergaspatroner ved ulykkesstedet, men ville ikke bekræfte, om de var fundet i Porschen.

Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer kunne natten til onsdag ikke oplyse, hvad manden var sigtet for, men henviste til dagens grundlovsforhør.

Sponsoreret indhold