Skeptisk kriminalpsykolog: Lang tid uden at gøre noget

LÆS OGSÅ - Kriminalpsykolog om anklageskrift: Gerningsmanden tror, han kan gå på vandet
Hvis det er samme mand, der i 2016 dræbte Emilie Meng, i 2022 overfaldt en 15-årig pige og i april 2023 overfaldt og kidnappede en 13-årig pige, er der en god chance for, at han har begået andre forbrydelser.
Sådan lyder vurderingen fra kriminalpsykolog Charlotte Kappel, der arbejder med profilering af kriminelle.
Mandag blev anklageskriftet mod en 32-årig mand offentliggjort for pressen, og her står det klart, at han er anklaget for alle overstående ting.
Men ifølge kriminalpsykologen er det usandsynligt, at der er gået over seks år mellem hans to forbrydelser.
- Jeg mener, at det er rigtig lang tid uden at gå uden at gøre noget. Det er i hvert fald det, forskningen fortæller os.
- Når jeg har set sådanne forbrydelser før, så er vi oppe på et år til halvandet år mellem forbrydelserne, som ofte går ud over unge ofre, siger Charlotte Kappel til SE og HØR.
Hun understreger, at den anklagede mand ikke er dømt for noget endnu og derfor taler ud fra anklageskriftet, som er blevet refereret i medierne.
Et tegn på eskalering
Charlotte Kappel, der blandt andet har en Ph.D. i kriminalpsykologi fra Liverpool Universitet, vurderer, at den anholdte kan have begået andre forbrydelser, som ikke nødvendigvis behøver have samme særlig grovhed.
- Kriminelle med den profil begynder ikke pludselig at stjæle biler eller lignende. Det skal have noget med personer at gøre.
- Det kan for eksempel være sædelighedsforbrydelser eller stalking, fortæller hun.
Bortførelsen af den 13-årige pige adskiller sig desuden, da det skete midt på dagen, og ikke i mørke, som de andre anklagepunkter.
Det, mener Charlotte Kappel, er et tegn på en gerningsmand, der har fået mere selvtillid.
- Det tyder på, at han har gjort det før. Det er et tegn på eskalering, siger hun.
Hun bider desuden mærke i, at det er sjældent, personer, der begår så grove forbrydelser, begynder med drab.
Den 32-årige har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse. Han er beskyttet af et navneforbud, hvilket betyder, at hans identitet ikke må deles.
Han har indtil videre delvist erkendt anklagerne mod sig i sagen om den 13-årige pige, mens han har nægtet sig skyldig i anklagerne om drabet på Emilie Meng og overfaldet på den 15-årige i Sorø.
Han nægter sig dog skyldig i at have kørt den 13-årige cyklende pige ned.