Krimi15. april 2024

Skat jagter milliarder: I dag slår de til

Danmarks jagt på tabte milliarder i udbytteskattesagen når i dag High Court i London, hvor 64 sagsøgte står overfor enorme krav fra Skattestyrelsen
Sådan så det ud, da Sanjay Shah i december sidste år ankom til Kastrup Lufthavn. Men han er ifølge myndighederne ikke den eneste, der ulovligt har haft fingrene nede i statskassen.
Sådan så det ud, da Sanjay Shah i december sidste år ankom til Kastrup Lufthavn. Men han er ifølge myndighederne ikke den eneste, der ulovligt har haft fingrene nede i statskassen.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Målet er at kradse milliarder af kroner ind, når Skattestyrelsens store sag mod en lang række aktører mandag indledes ved High Court i London.

Styrelsen har sagsøgt virksomheder og enkeltpersoner for deres rolle i udbytteskattesagen, og i den civile sag i England vil Skattestyrelsen have erstatning for de cirka 12,7 milliarder kroner, som statskassen blev lænset for.

Sagen er blot en af mange civile sager, som Skattestyrelsen fører på tværs af lande for at dække det tabte. Og det er ikke billigt.

Et aktstykke fra Skatteministeriet viste i 2022, at de civilretlige tiltag vurderes at koste den danske statskasse op mod 4,3 milliarder kroner i perioden 2017-2029. Et beløb, der er behæftet med væsentlig usikkerhed, fremgår det.

Dog vurderes der samtidig, at der med de mange civile sager kan hentes mellem 8,5 og 9,5 milliarder kroner til statskassen. Også det er behæftet med væsentlig usikkerhed.

Når den civile sag begynder i London mandag, er der kendte navne på listen af sagsøgte. Det nok mest kendte er Sanjay Shah. Også hans firma Solo Capital er at finde blandt de sagsøgte.

Den britiske finansmand sidder i øjeblikket på anklagebænken i en straffesag i Retten i Glostrup også i forbindelse med udbytteskattesagen. Her vil anklagemyndigheden have ham idømt fængsel for bedrageri i milliardklassen ved at have svindlet med refusion af udbytteskat.

I den danske straffesag betegnes han som en hovedbagmand, og i den civilretlige sag i England relaterer alle de sagsøgte personer og virksomheder sig ifølge DR i større eller mindre grad til Shah.

Oprindeligt havde Skattestyrelsen sagsøgt over 100 aktører i Storbritannien i sagen, men antallet af sagsøgere er skrumpet inden sagens start, fordi der er indgået forlig med flere parter.

Ifølge Politiken er der 64 sagsøgte.

Den britiske finansmand har i den strafferetlige sag i Danmark nægtet sig skyldig, men han erkender at have fået udbetalt en stor sum penge. Det var dog ikke svindel, da han efter eget udsagn blot udnyttede et hul i skattelovgivningen.

Der er berammet dage i Retten i Glostrup til behandling af straffesagen mod Sanjay Shah frem til sommeren 2025, men det er muligt, at der kan afsiges dom i sagen allerede i efteråret 2024.

Der ventes ifølge Politiken dom i den civile sag i England i april 2025.

Sponsoreret indhold