Krimi1. marts 2024 (opd. 1. marts 2024)

Skal i fængsel: Lokalpolitiker og hans mor dømt for hvidvask

Mor og søn er dømt for at hvidvaske næsten 12 mio. kr.
Mor og søn skal en tur bag tremmer.
Mor og søn skal en tur bag tremmer.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den 42-årige lokalpolitiker Dragan Popovic (V), som sidder i Hillerød Byråd, idømmes fredag ved Retten i Hillerød to års ubetinget fængsel.

Han dømmes for forsøg på at hvidvaske næsten 12 millioner kroner ved at fragte store kontantbeløb til Serbien mindst 30 gange.

Hans mor, Gordana Popovic på 65 år, idømmes ligeledes to års fængsel for forsøg på grov hvidvask, mens Dragan Popovics busselskab, Top Tourist ApS, frifindes.

Retten har blandt andet lagt vægt på, at både Dragan Popovics og hans mors forklaringer har fremstået utroværdige i forhold til de beviser, anklagemyndigheden har fremlagt i retten.

Specialanklager Stig Paulsen kaldte de tiltaltes forklaringer for konstruerede og sagde, at de "kastede deres afdøde far og ukendte buschauffører under bussen".

Dragan Popovic har tidligere forklaret i retten, at han ikke kendte til de mange kontanter, og at busselskabet har en samarbejdspartner, som kører ruten fra Danmark til Serbien.

- Det var chaufførerne, der tog kontanter med og ikke selskabet, sagde han blandt andet under sin forklaring.

Ligeledes har Gordana Popovic tidligere forklaret, at hun ikke kendte til busselskabets arbejde, men at hun nogle gange havde hjulpet sin nu afdøde mand med at skrive under på nogle papirer.

- Jeg har bare været husmor, lød forklaringen.

Forsvarer for Dragan Popovic og Top Tourist ApS, Cecilie Mieth argumenterede i retten for, at Dragan Popovic ikke vidste, at der blev transporteret store pengebeløb med busserne.

Cecilie Mieth mente ikke, at anklagemyndigheden havde ført tilstrækkeligt bevis for, at Dragan Popovic har taget imod de store pengebeløb på kontoret, og at Top Tourist ApS har været ansvarlig for handlingerne.

Retten i Hillerød mente heller ikke, at det kunne bevises, at busselskabet har været ansvarlig for forsøg på hvidvask. Derfor blev selskabet frifundet.

Ifølge anklagemyndigheden stammer pengene fra et kriminelt netværk, som angiveligt ledes af to serbiske brødre. I en anden sag er de tiltalt for at stå bag indsmugling af mindst 769 kilo kokain til Danmark. Politiet kalder sagen "Operation Coppola".

Både forsvarer Cecilie Mieth og Louise Sohrbeck Milthers, der repræsenterer Gordana Popovic, lagde vægt på, at de serbiske brødre ikke er blevet dømt endnu, og at man derfor ikke kan bevise, at pengene stammer fra narkosagen.

Ud over fængsel fik Dragan Popovic desuden frakendt retten til at drive erhvervsvirksomhed.

De tiltalte udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

Sponsoreret indhold