Krimi10. august 2022

Skal i fængsel i flere år: To mænd smuglede kokain i puslespilsæske

To mænd er idømt fængselsstraffe på flere år, efter de forsøgte at smugle kokain i en puslespilsæske
Det var bestemt ikke puslespilbrikker, der lå i den æske, som medarbejderne fra Toldstyrelsen fandt yderst mistænkelig. nbsp;
Det var bestemt ikke puslespilbrikker, der lå i den æske, som medarbejderne fra Toldstyrelsen fandt yderst mistænkelig.
 Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

To mænd er netop blevet dømt ved Retten i Aarhus i en usædvanlig sag. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd, der begge er 28 år, er blevet idømt henholdsvis fire og to års fængsel for at have indført knap et kilo kokain til landet – og det skete på en noget utraditionel måde.

Kokainen blev nemlig smuglet i en puslespilsæske, og det var netop fordi, at Toldstyrelsen fandt pakken fra Holland mistænkelig, at de tilkaldte Østjyllands Politi, der kom til kontrol i Kolding.

Det viste sig, at der ikke var puslespilsbrikker i æsken, men knap et kilo kokain. Efterforskerne erstattede stofferne med falsk narko og lod pakken fortsætte sin færd til Aarhus, hvor pakken stod til afhentning.

Her hentede en 28-årig mand pakken og overdrog den til en anden 28-årig mand på en p-plads, men her stod politiet klar til at slå til, og de to mænd blev anholdt.

Mod betaling

I retten forklarede den ene 28-årige, som havde modtaget pakken på p-pladsen, at en tredje person havde lovet ham nogle tusinde kroner for at fremskaffe pakken med kokain.

Manden, der hentede pakken i pakkeshoppen, blev idømt to års ubetinget fængsel, mens den anden 28-årige blev idømt fire års fængsel, da det blev vurderet, at han spillede en større rolle i indførelsen af de ulovlige stoffer.

Begge mænd erkendte og modtog dommen.

Sponsoreret indhold