
Simon Stenspil efter fængselssdom: - Nu har jeg det med på CV'et
LÆS OGSÅ: Simon Stenspil dømt med et brag: Får 60 dages fængsel
Skuespiller og "Vild med dans"-vinder Simon Stenspil, 42, blev mandag idømt 60 dages betinget fængsel for bedrageri og dokumentfalsk.
SE og HØR og Ekstra Bladet var til stede under retsmødet ved Retten i Glostrup og talte med skuespilleren efter domsafsigelsen.
60 dages betinget fængsel. Hvad siger du til det?
- Det siger jeg egentlig ikke så meget til. Det er jo, som det er. Som jeg har sagt hele tiden, så fik jeg den straf, der nu er, fordi jeg har dummet mig. Den er jo ikke længere.
- Det har jeg aldrig prøvet før, så nu har jeg det med på CV’et. Det skal jeg ikke mere af, så det er meget fint, lyder det fra "Badehotellet"-skuespilleren.
Hvilke tanker havde du, da du lavede den falske kvittering?
- Ligesom alle mulige andre mennesker, der har mistet noget, så… For mig er 120.000 kroner rigtig mange penge.
- Og jeg har jo brugt pengene på båden, så det er jo der, at jeg hverken har båden, jeg har heller ikke pengene, jeg havde heller ikke alle de timer, jeg havde glædet mig til at sejle i båden. Det var et ønske, fortæller Simon Stenspil.
- Vanvittig dårlig beslutning
Hele sagen - som SE og HØR tidligere har beskrevet - handlede om, at Simon Stenspil købte en speedbåd tilbage i 2020.
Denne båd kostede 80.000 kroner. Det kom frem under mandagens retsmøde, at skuespilleren havde brugt cirka 65.000 kroner på forbedringer på båden.

I 2021 blev båden stjålet, hvilket Simon Stenspil meldte til sit forsikringsselskab. Han angav båden til at have en værdi på 120.000 kroner, eftersom han havde foretaget forbedringer på den.
Forsikringsselskabet ville have den originale kvittering på båden, som Simon Stenspil ikke havde.
Derfor lavede han en falsk kvittering, hvorfor han endte i byretten.
- Jeg læser forsikringspapirerne og ser, at man skal have den originale kvittering.
- Den kan jeg ikke finde, og det er her, at jeg tager en vanvittig dårlig beslutning, lød det blandt andet mandag eftermiddag fra skuespilleren i retten.
Modtager dommen
Simon Stenspils forsvarer i sagen - Mikkel Fisker - oplyste efter dommen, at skuespilleren modtager dommen på de 60 dages betinget fængsel.
Der er tale om en dom med prøvetid på ét år. Det vil altså sige, at "Badehotellet"-skuespilleren undgår at komme i fængsel, hvis han ikke begår lignende kriminalitet i prøvetiden.
Simon Stenspil blev mandag kendt skyldig i både bedrageri og dokumentfalsk, hvorfor han blev idømt den betingende fængselsstraf.
60 dages betinget fængsel var også den straf, som anklageren i sagen gik efter.
Retten lagde vægt på, at skuespilleren ikke er tidligere straffet, ligesom han har gode personlige forhold, hvorfor han blev idømt betinget fængsel.
SE og HØR var mandag til stede ved Retten i Glostrup og dækkede sagen live. Du kan læse eller genlæse vores liveblog nedenunder.
