Krimi21. september 2021

Sigtet og anholdt for voldtægt på 60-årig

Mandag efterlyste politiet i Nordjylland videoer af en voldtægtsmistænkt, som efterfølgende blev anholdt.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/2021-09-20_12_38_49-video_bredgade_1.wmv_-_vlc_media_player.jpg
 Nordjyllands Politi

Sent mandag aften blev en 26-årig mand anholdt og sigtet for voldtægt af en 60-årig kvinde i Brønderslev, som fandt sted 29. august.

Det oplyser Torben Larsen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Nordjyske tirsdag morgen.

- Efter flere henvendelser fra borgere i området kunne vi anholde en 26-årig mand, som vi formoder er gerningsmanden, lyder det.

Mandag efterlyste politiet den formodede gerningsmand og offentliggjorde to overvågningsvideoer.

På videoerne kan man se en mand køre på en cykel.

I en af videoerne cykler han på et fortov på Algade i Brønderslev, mens han på den anden kan ses køre ind i kameraets vinkel for derefter at cykle rundt i en bue og køre tilbage ad samme vej, som han kom fra.

Flere borgere i området mente at kunne genkende manden ud fra det offentliggjorte signalement.

Han skal nu afhøres af politiets efterforskere. Det skal efterfølgende vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, skriver Nordjyske.

Det vides endnu ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Kvinden kom 29. august gående omkring klokken 01.00, da hun blev overfaldet bagfra og fastholdt af gerningsmanden, der holdt om kvindens mund.

Han trak hende ind i en have og gennemførte en fuldbyrdet voldtægt, skrev politiet i en pressemeddelelse mandag.

Sponsoreret indhold