Krimi6. september 2022

Sendte bombetrussel mod skole: Nu har han fået sin dom

En 20-årig mand, der sendte trusler mod ansatte på sin skole, skal i behandling
20-årig får behandlingsdom
Den dømte truede i februar med at sprænge Retten i Aarhus i luften. Ved samme ret er han dømt for flere bombetrusler. (Arkivfoto)
 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

En 20-årig mand er blevet idømt en behandlingsdom for at have sendt en række bombetrusler til medarbejdere på sin skole i Aarhus.

Desuden er han kendt skyldig i at have sendt trusler til Retten i Aarhus på mail. Manden truede med at sprænge retsbygningen i luften.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden skal ifølge dommen i ambulant psykiatrisk behandling - men der er mulighed for, at han kan blive indlagt.

Ud over truslerne blev den 20-årige dømt for besiddelse af hash og for uberettiget at have brugt en klassekammerats login til skolens intranet.

Dommen blev afsagt ved Retten i Aarhus torsdag i sidste uge.

Anklagerfuldmægtig Henriette Laxy er tilfreds med sagens udfald.

- Det er en trist sag, som mange personer er blevet berørt af, og med baggrund i de psykiatriske undersøgelser af den 20-årige er jeg tilfreds med, at han nu er blevet idømt behandling, siger hun i meddelelsen.

Henriette Laxy uddyber over for Ritzau, at det efter retssagen ikke er hendes indtryk, at manden reelt havde til hensigt at føre truslerne ud i livet.

- Mit indtryk er, at han havde et behov for at komme i kontakt med nogen, der kunne give ham den hjælp, han havde brug for. Jeg tror ikke, det skulle forstås sådan, at der var ønske om at gøre alvor af truslerne, siger hun.

Truslerne blev sendt i januar og februar. Manden meldte sig selv til politiet og blev anholdt og varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Han erkendte flere af forholdene - blandt andet truslerne mod Retten i Aarhus. Andre forhold nægtede han sig skyldig i, da han ikke kunne huske at have begået dem. Han modtog dommen.

Der er ikke fastsat en længstetid - altså en slutdato - for behandlingsdommen. Hvis den 20-årige som led i dommen bliver indlagt, må indlæggelsen dog højst vare et år, forklarer anklageren.

Sponsoreret indhold