Krimi1. august 2022 (opd. 2. august 2022)

Selvmordslæge slipper for ny sag

Er tidligere blevet straffet for at hjælpe andre med at dø
Den fynske læge Svend Lings
Selvom den fynske læge Svend Lings tidligere er dødt for at hjælpe andre med råd til, hvordan man begår selvmord, fortryder han ikke sine handlinger.
 Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

SENESTE: Nu fortæller lægen, at han ALLIGEVEL skal i retten

Fyns Politi har opgivet at rejse en ny straffesag mod den forhenværende læge Svend Lings for medvirken til selvmord.

Efterforskningen blev indledt sidste efterår, men blandt andet på baggrund af politiets afhøringer af flere borgere har anklagemyndigheden besluttet, at Svend Lings ikke skal tiltales.

Det oplyser den tidligere læge mandag.

I 2019 blev han af Højesteret idømt betinget fængsel i 60 dage. Straffen skyldtes hans medvirken til to selvmord og et forsøg på medvirken til selvmord.

Han havde udskrevet medicin eller hjulpet med at få udskrevet medicin.

Færdig som læge

Lægeforeningen ekskluderede den tidligere overlæge i forbindelse med den sag, som blev ført helt til tops i retssystemet i 2019. Han har også mistet sin autorisation.

I øvrigt klagede Lings over Højesterets dom til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi han mente, at han blot havde kommunikeret information om selvmord, og at hans ret til ytringsfrihed dermed var blevet krænket.

Svaret kom i foråret. Den internationale domstol kunne ikke følge hans argumentation. Den lagde vægt på, at dommen i straffesagen ikke rettede sig imod hans generelle informationsvirksomhed, men derimod drejede sig om hans handlinger i forhold til tre specifikke personer.

I den nu opgivne sag ransagede betjente i oktober sidste år hans bopæl og beslaglagde en computer og en mobiltelefon.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

På den måde opdagede politiet henvendelser fra flere borgere. 13 borgere blev identificeret, oplyser Svend Lings selv i en mail, og enten de eller deres pårørende blev afhørt.

"I disse tilfælde er der ikke fundet holdepunkter for, at jeg har begået noget strafbart," skriver han i en mail om anklagemyndighedens afgørelse.

Fyns Politi bekræfter, at efterforskningen fra sidste efterår ikke har ført til en straffesag.

Sponsoreret indhold