Se efterlysningsvideo: Mand slog og røvede kvinde
Østjyllands Politi fik i sidste uge en anmeldelse om et groft røveri.
Her blev en 28-årig kvinde overfaldet og røvet af en ukendt mand - ham vil politiet meget gerne have fingrene i.
Derfor efterlyser de nu manden offentligt i en pressemeddelelse, og håber borgere kan hjælpe med opklaringen af sagen.
Røveriet fandt sted i Paradisgade 7. marts, og politiet fik anmeldelsen fra den rystede kvinde klokken 23.54.
Hun fortalte ordensmagten, at en gerningsmand havde stjålet hendes telefon og efterfølgende slået hende i hovedet med flere slag.
Ifølge politiets oplysninger overværede flere vidner episoden og tumulten mellem de to personer og en tredje kvinde.
Den efterlyste røver flygtede efter overfaldet ad Paradisgade i sydgående retning.
Østjyllands Politi har endnu ikke kunnet identificere manden, og frigiver derfor nu flere overvågningsbilleder i håbet om, at offentligheden kan hjælpe med opklaringen af sagen.
Den mistænkte røver beskrives som:
Mand, mellemøstlig af udseende, omkring 20 år gammel, ca. 175 centimeter høj, almindelig/muskuløs af bygning.
Han har mørkt hår, brune øjne, ingen skæg og ingen synlige tatoveringer.
Han var iført en mørk dynjakke/vest uden ærmer, hvid trøje med lange ærmer, sorte bukser og hvide sko.
Kender man den efterlyste mand eller har øvrige oplysninger til sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.