Krimi30. januar 2020

SAS suspenderer alle fly til og fra Kina

Flygiganten SAS tager nu konsekvensen af den frygtede coronavirus og suspenderer alle fly til eller fra Kina
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sas.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

I kølvandet på den frygtede coronavirus har flygiganten SAS nu valgt at suspendere alle fly til og fra Kina.

Det oplyser SAS i en meddelelse til pressen.

Suspenderingen kommer foreløbig til at vare i perioden 31. januar til 9. februar.

På sin hjemmeside skriver SAS:

- Sikkerheden for vores passagerer og ansatte har vores førsteprioritet. Efter at have evalueret situationen i Kina angående coronavirus har SAS valgt at suspendere alle fly til og fra Shanghai og Beijing.

Den nordiske flygigant er ikke den eneste, der har taget konsekvensen af den frygtede corona-virus. Også flygiganter som British Airways, KLM, Swiss Airlines, Austria Airways og Lufthansa har indstillet alle flyvninger til Kina.

Virusset, der menes at udspringe fra personer, der besøgte et fiskemarked i Wuhan i Kina omkring nytår, har den seneste tid spredt sig som en steppebrand verden over.

I Europa er der blevet påvist tilfælde af smittede personer i både Frankrig og Tyskland.

Dog er det Kina, der er værst ramt. På et pressemøde torsdag morgen fremlagde de kinesiske myndigheder, at dødstallet er oppe på 170, mens over 7.700 er smittet.

Der har tidligere været frygt for, at en dansker også var smittet. Det viste sig dog, at der ikke var tale om corona-virus.

Sponsoreret indhold