Krimi24. august 2023 (opd. 28. august 2023)

Samsam-sagen: Advokat læste op i timevis

Landsret har torsdag indledt sag, hvor den terrordømte Ahmed Samsam vil anerkendes som PET - og FE-agent.
Ahmed Samsam modtog otte års fængsel for terrorisme i Spanien. Han bedyrer dog, at han arbejde for PET og FE forud for to af sine rejser til Syrien. Det vil Samsam og hans advokat have Østre Landsret til at anerkende.
Ahmed Samsam modtog otte års fængsel for terrorisme i Spanien. Han bedyrer dog, at han arbejdede for PET og FE forud for to af sine rejser til Syrien. Det vil Samsam og hans advokat have Østre Landsret til at anerkende.
 Foto: Luca Piergiovanni/AFP/Ritzau Scanpix

Østre Landsret har torsdag formiddag taget hul på en ganske usædvanlig sag, hvor den terrordømte Ahmed Samsam har stævnet både Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester, PET og FE.

Samsam vil have rettens ord for, at han virkede som agent for tjenesterne under rejser til Syrien, hvor han ifølge en dom fra Spanien tilsluttede sig en terrorgruppe.

Skønt en række elementer i sagen har karakter af at kunne være hentet ud af en spændingsroman, så er det næppe noget problem for de mange tilhørere i landsrettens store lokale på anden sal i bygningen på Orientkaj i København at holde pulsen i ro.

Formiddagen torsdag er gået med, at Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya, har læst op fra de dokumenter, som indrammer sagen. Det drejer sig i høj grad om artikler fra DR og Berlingske, som har ført an i mediedækningen.

Kaya fremlægger også oplysninger om pengeoverførsler via Western Union til Samsam i forbindelse med hans rejser til Syrien, og så bliver en skrivelse fra den tidligere PET-chef Jakob Scharf refereret.

Skrivelsen er mere end ti år gammel og bekræfter, at en person kaldet "Naser" havde et samarbejde med PET. Samarbejdet har intet med Samsam-sagen at gøre, men er et eksempel på, at PET før har bekræftet et agentsamarbejde.

I Samsam-sagen har PET og FE stået stejlt på, at man hverken vil be- eller afkræfte, hvorvidt Samsam har været agent. For den slags gør efterretningstjenester aldrig, lyder det.

Skrivelsen fra Scharf er, som det øvrige Erbil Kaya fremlagde torsdag formiddag, tidligere blevet omtalt i pressen.

Erbil Kaya afsluttede kort før klokken 12 sin forelæggelse af sagen, og efter en frokostpause er det advokat Peter Biering, der skal fremlægge sagen set fra efterretningstjenesternes synspunkter.

Ahmed Samsam er til stede i retten. Han sidder ved siden af sin advokat. Tilstedeværelsen af politifolk afslører, at han er dømt for terror, og da han bliver ført ud til frokostpausen, sker det da også ved brug af et fikseringsbælte.

Uanset sagens udfald, så kan Samsam om kort tid bevæge sig frit omkring. Den dom på otte års fængsel, som han i 2018 fik i Spanien, blev i 2020 lavet om til seks års fængsel, i forbindelse med han blev overført til afsoning i Danmark. Og den har Samsam afsonet omkring 1. november.

Sagen ved Østre Landsret om Samsams påståede tilknytning til efterretningstjenesterne behandles frem til 8. september, hvorefter landsretten optager sagen til dom.

Sponsoreret indhold