Krimi18. januar 2023

Så lidt får Brittas kreditorer

Langt de fleste millioner, som Britta Troelsgaard Nielsen snød sin arbejdsgiver for, er tabt
Om få uger får Brittas kreditorer en meget lille del af deres tilgodehavender.
Om få uger får Brittas kreditorer en meget lille del af deres tilgodehavender.
 Foto: Phill Magakoe/AFP/Ritzau Scanpix

Der er ikke meget at komme efter - i hvert fald ikke penge.

Det er konklusionen, når konkursboet efter storsvindleren Britta Troelsgaard Nielsen den 6. februar 2023 gøres op på en skiftesamling i Sø- og Handelsretten.

Brittas hus i Hvidovre er solgt. Det samme er rideheste, ejendomme i Afrika og alt, hvad den tidligere kontorfuldmægtig ellers havde af værdier.

Brittas hus i Hvidovre blev solgt for 4,6 mio. kr., da hendes svindel blev opdaget.
Brittas hus i Hvidovre blev solgt for 4,6 mio. kr., da hendes svindel blev opdaget.
 Foto: Peter Grosen

Ifølge Statstidende har kreditorerne udsigt til at modtage 1,54235% af deres tilgodehavender.

Det er Britta Troelsgaard Nielsens tidligere arbejdsgiver Socialstyrelsen, som med et krav på 113.138.080,31 kr. har flest penge til gode.

Godt halvanden procent af Socialstyrelsens tilgodehavende løber op i 1.744.985 kr., som forventes at blive tilbagebetalt til de offentlige kasser den 8. maj.

Skattemyndighederne har udsigt til at få sølle 500 kr. udbetalt. Kravet lød på godt 32.000 kr.

Den 68-årige Britta Troelsgaard Nielsen blev i 2020 idømt seks og et halvt års fængsel for at have snydt sin arbejdsgiver og staten for 117 mio. kr.

De mange offentlige kroner blev i hemmelighed overført til Brittas private konti. Hun kunne dermed finansiere et luksusliv med dyre rideheste, rejser, milliongaver til børnene og luksusboliger i Afrika.

Sponsoreret indhold