Rygsækbomber dræbte 52: Mareridt i myldretrafikken i London

Det var en morgen som alle andre.

Det smådryppede – og den britiske sommer lod tilsyneladende vente på sig.

Londons gader summede af liv, mens alle stimlede mod toget eller bussen for ikke at komme for sent på arbejde.

Hver dag rejser omkring tre mio. med undergrundsbanen – og denne torsdag morgen var ingen undtagelse.

Der var pakket i den populære ”The Tube”, folk stod som sild i en tønde med deres rygsække og computertasker over skuldrene.

De fleste bemærkede formentlig ikke de tre mænd med rygsække, der havde klemt sig ind i menneskemængden.

Mændene sagde ikke et ord; de kiggede måske lidt fjernt frem, indtil de præcis klokken 08:49 fumlede med rygsækkene, og alt blev sort.

Tre øredøvende eksplosioner rev gennem tre forskellige undergrundstog – og panikken spredte sig over hele hovedstaden.

Redningsmandskab hastede til de forskellige stationer – og det stod hurtigt klart, at der var alvorligt.

Hele undergrundssystemet blev lukket med, og mange forsøgte nu at nå enten hjem eller til arbejde med de røde busser.

Det blev skæbnesvangert i bus nummer 30.

En time senere sprang endnu en bombe – og kaosset var nu totalt.

7. juli 2005 blev dagen, briterne aldrig glemmer: 52 blev dræbt og over 770 kvæstet i det, mange briter havde frygtet, men desværre også forventet: Et terrorangreb.

”Helt almindelige” gerningsmænd

Siden terrorangrebet i USA 11. september 2001 mente mange, at et angreb i Storbritannien ville være uundgåeligt.

Det britiske MI5 – landets efterretningstjeneste – arbejdede i døgndrift for at opspore mulige planer, men alligevel tog angrebet 7. juli 2005 alle på sengen.

Og chokket blev ikke mindre, da efterforskere fandt ud af, hvem de fire selvmordsbomberne var.

18-årige Hasib Hussain, 19-årige Germaine Lindsay, 30-årige Mohammad Sidique Khan og 22-årige Shehzad Tanweer var ”gode britiske statsborgere”, der passede studier og arbejde.

Ingen havde været i myndighedernes søgelys – og de fire unge mænd havde aldrig antydet overfor venner eller familie, at de planlagde at udløse død og ødelæggelse.

Men alle fire fyre delte et fælles had mod Vesten og dens kamp mod al-Qaeda og Taliban-regimet i Afghanistan.

De lejede et anonymt rækkehus i Burley, to en halv times kørsel fra London.

Her tilbragte de adskillige timer med at fremstille rygsækbomberne ud af helt almindelige dagligvarer som hårblegningsmiddel, peber og citronsyre.

Da politiet ransagede rækkehuset efter angrebet, var der stadig så meget gift og sprængstof til stede, at planterne uden for huset var visnet.

Mistede arme og ben

Præcis klokken 8.23 den skæbnesvangre torsdag morgen fangede et overvågningskamera de sidste grynede billeder af gerningsmændene.

De grinede og var helt euforiske, mens de gav hinanden et sidste kram.

Herefter gik de hver især mod deres mål – og i løbet af de næste 60 minutter lykkedes det dem at taget livet af 52 uskyldige, mens 770 blev kvæstet.

Mange mistede enten begge arme eller begge ben og kæmper i dag med de psykiske mén, som bombemareridtet medførte.

I dag, 20 år senere, forsøger indbyggerne i London stadig at hele og mindes ofrene.

Under en mindeceremoni i sidste uge blev navnene på alle ofre læst højt.

Kong Charles deltog også – og opfordrede til, at hans land stadig skal være et sted, hvor der er plads til alle:

– Selv om rædslerne aldrig vil blive glemt, kan vi finde trøst i den måde, hvorpå sådanne begivenheder samler lokalsamfund i solidaritet, trøst og beslutsomhed.

– Det er denne ånd af sammenhold, der har hjulpet London og vores nation med at hele.