Krimi16. april 2024

Rørende scener ved Børsen: Alle hjalp til med at bære ikonisk Krøyer-maleri ud

Et ikonisk og svindyrt P.S. Krøyer-maleri er blevet reddet fra flammehavet i Børsen

Historisk: Det er en katastrofe

LÆS OGSÅ: Følg branden i Børsen live her

Rørende scener udspillede sig for kort tid siden ved det flammeopslugte Børsen i hjertet af København. Her hjalp flere uden tøven til, da ét af bygningens mest kendte og dyre værker blevet båret ud i sikkerhed.

Der er tale om Skagen-maleren P.S. Krøyers måske mest kendte værker, det såkaldte "Fra Københavns Børs”-maleri.

Tv-billeder viser, hvordan flere forbipasserende – blandt andre cyklister – ilede til for at hjælpe med at bære det 254x409 centimeter store maleri ud i sikkerhed.

Adskillige forbipasserende hjalp til med at hente kunst ud fra den brændende Børsen-bygning.
Adskillige forbipasserende hjalp til med at hente kunst ud fra den brændende Børsen-bygning.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det ikoniske P.S. Krøyer-maleriet blev malet i 1895 af Skagensmaleren, og det var en større opgave for den verdenskendte kunstner.

Han brugte efter sigende flere måneder på at færdiggøre maleriet, der er et gruppeportræt med 50 mennesker.

Historien forlyder desuden, at P.S. Krøyer ikke selv var tilfreds med maleriet, der dog i dag anses som ét af de mest ikoniske værker i Børsens lokaler. Ifølge en ekspert er maleriet da heller ikke billigt:

- Krøyer har ekstrem stor betydning, og værdien er adskillige millioner i den tocifrede ende, siger Kasper Nielsen, som er vurderingsdirektør i Bruun Rasmussen, til Ekstra Bladet.

Her ses et udsnit af P.S. Krøyers børsbillede fra 1895.
Her ses et udsnit af P.S. Krøyers børsbillede fra 1895. Alle betalte for at være med, og jo mere man betalte, jo længere frem i billedet kom man. De fire forreste fra venstre er alle grosserer: Victor Høffding og Johannes M. Holm, S. V. Isberg og Philip W. Heymann. De to sidste er også Etatsraad.
 Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Børsen huser et større antal portrætter og malerier, og tidligere i dag viste billeder fra området, at Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen er til stede ved Børsen, hvor han selv kæmper med brandfolket for at redde kunstværkerne ud af Børsen.

Det er endnu uvist, hvor mange værker der er reddet ud af Børsen.

Sikkert er det dog desværre, at den 400 år gamle bygning har mistet ét af sine mest elskede vartegn: Nemlig dragespiret.

Her knækker det ikoniske dragespir på Børsen.
Her knækker det ikoniske dragespir på Børsen.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det kollapsede tidligere på formiddagen som følge af den voldsomme brand.

Årsagen til branden er endnu ukendt. Da branden brød ud, var Børsen i gang med et større renoveringsprojekt. Om dette har haft indflydelse på branden, vides i skrivende stund ikke.

Sponsoreret indhold