Krimi7. maj 2025

Rodrigo Huescas dømt for vanvidskørsel: - Han kan spille med fodlænke

FC København vil ikke stå i vejen for, at vanvidsbilisten Rodrigo Huescas kan spille fodbold med en fodlænke
Der er ikke noget til hinder for, at højrebacken Rodrigo Huescas kan spille fodboldkampe for FC København med en eventuel fodlænke.
Der er ikke noget til hinder for, at højrebacken Rodrigo Huescas kan spille fodboldkampe for FC København med en eventuel fodlænke.
 Foto: Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske snagede i Brancos journal: - Mit hus er altid åbent for gæster

Mexicanske Rodrigo Huescas, som spiller højreback i FC København, blev i starten af ugen dømt til 20 dage bag tremmer for at have kørt vanvidsbilisme og uden et gyldigt kørekort.

Men landsholdsspilleren og hovedstadsklubben håber begge, at han kan få lov til at afsone sin straf med en fodlænke.

I så fald vil FCK ikke stå i vejen for at Huescas kan spille kampe i landets bedste række med fodlænken.

Det fortæller Sune Smith-Nielsen, der er sportsdirektør i klubben, til BT under dagens træning på Frederiksberg.

- Vores vurdering er, at hvis vi kommer i den situation, hvor han får lov til at træne og spille med en fodlænke, så vurderer vi også, at det kan lade sig gøre (at spille med lænke, red.).

Mandag blev Rodrigo Huescas kendt skyldig i at køre hele 111 km/t på Kalvebod Brygge tidligt om morgenen 25. januar i år.

Her kom han bragende i sin leasede BMW Serie 4, hvor fartgrænsen ellers er 50 km/t - efterfølgende fandt anklagemyndigheden desuden ud af, at han ikke havde et gyldigt kørekort på gerningstidspunktet.

Mexicanske Huescas havde nemlig 180 dage til at konvertere sit sydamerikanske kørekort til et dansk - 25. januar var der dog gået 184 dage, hvorfor han ikke havde et gyldigt kørekort.

Landsholdsbacken fik udover fængselsstraffen på 20 dage frataget sit kørekort, ligesom den leasede bil er blevet endeligt konfiskeret.

Huescas skal desuden betale en bøde på 7000 kroner.

Han skal nu ansøge om at få lov til at afsone straffen med fodlænke - Kriminalforsorgen skal herefter tage stilling til ansøgningen, inden mexicaneren kan blive den blot anden til at spille i landets bedste række med en fodlænke.

I artiklen HER kan du læse, hvordan polske Arek Onyszko blev den første til at spille med en fodlænke på.

Sponsoreret indhold