Krimi29. september 2022 (opd. 29. september 2022)

Robert Hansen tiltalt for grov vold: Her er tiltalerne mod ham

Skandaleskuespilleren Robert Hansen er endnu engang kommet i vælten - denne gang skal han en tur i retten for to tilfælde af vold og en tiltale om grov vold
Den tidligere så folkekære skuespiller Robert Hansen er blevet tiltalt for tre tilfælde af vold. Et overfald med en guitar er blevet takseret som værende grov vold.
Den tidligere så folkekære skuespiller Robert Hansen er blevet tiltalt for tre tilfælde af vold. Et overfald med en guitar er blevet takseret som værende grov vold.
 Fotocollage: Birger Storm/Privat

"Kærlighed ved første hik"-skuespilleren Robert Hansen, der i dag er fyldt 42 år, skal en tur i retten.

Københavns Politi har nemlig tiltalt den tidligere så folkekære skuespiller for tre tilfælde af vold.

Der er tale om to tiltaler for simpel vold og en anklage om grov vold.

Det fremgår af anklageskriftet, som SE og HØR er i besiddelse af. Det er uvist, hvornår sagen kommer for retten.

Nynne Larsen og Robert Hansen dannede par fra september 2020 indtil august 2021 i det, som de fleste nok vil betegne som et stormfuldt forhold.
Nynne Larsen og Robert Hansen dannede par fra september 2020 indtil august 2021 i det, som de fleste nok vil betegne som et stormfuldt forhold.
 Foto: Gregers Overvad

Det har nu ført til, at Københavns Politi har udfærdiget et anklageskrift mod Robert Hansen, der nu er tiltalt for tre tilfælde af vold.

Tæskede offer med en guitar

Første forhold er begået 16. november 2020 cirka klokken 13 på den falleret skuespillers adresse på Frederiksberg.

Her skal han have slået offeret adskillige gange i hovedet med en knytnæve, hvilket er blevet takseret til en tiltale om vold.

Men Robert Hansen er også tiltalt for at have begået grov vold.

Det skulle ligeledes være foregået på skuespillerens adresse på Frederiksberg, hvor han ifølge politiet 5. marts sidste år udøvede et legemsangreb af særlig rå, farlig eller brutal karakter.

Her brugte Robert Hansen ifølge politiet en guitar til at tæske sit offer.

Ifølge anklageskriftet slog han adskillige gange sit offer flere steder på kroppen med guitaren, ligesom han én gang slog den forurettede i ansigtet med instrumentet.

Guitaren endte med at gå i stykker under overfaldet.

Ferie gik helt galt

Tredje voldsepisode, som Robert Hansen er tiltalt for, skal være sket i den spanske by Fuengirola.

Robert Hansen er tiltalt for, at han 15. juli 2021 angiveligt slog sit offer flere gange i ansigtet med en knytnæve, så det kvindelige offer faldt ned på siden, hvorefter han sparkede hende i ribbenene, fremgår det af anklageskriftet.

Skuespilleren var selv ude og tale om en voldsepisode mellem ham og Nynne Larsen under en ferie.

Men dengang forklarede Robert Hansen, at det daværende par havde været oppe og slås.

Nynne Larsen delte det her billede efter parrets brud i august sidste år. Episoden er nu endt med en tiltale om vold mod Robert Hansen.
Nynne Larsen delte det her billede efter parrets brud i august sidste år. Episoden er nu endt med en tiltale om vold mod Robert Hansen.
 Foto: Privat

- De blå mærker er fra Spanien, hvor vi begge to endte i spjældet, fordi vi var kommet op at slås. Da politiet kom, stod hun og slog mig i hovedet med en iPhone, så blodet sprøjtede, udtalte han dengang til SE og HØR.

- Vi havnede jo begge i spjældet. Og hvorfor har hun ikke meldt det til politiet, sådan helt seriøst. Hvis jeg er så forfærdelig, så er det jo der (i retssystemet, red.), man skal tage den i stedet for på sociale medier, sagde Robert Hansen, efter Nynne Larsen havde delt et voldsomt billede af sit forslåede ansigt med sine 66.000 følgere.

Nynne Larsen endte da også med at melde Robert Hansen til politiet, og nu får han lov til at kæmpe sin sag i retssystemet fremfor på de sociale medier.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Nynne Larsen og hendes bistandsadvokat Søren Eriksen.

Han oplyser, at de for nuværende ikke har nogen kommentarer, da det drejer sig om en verserende sag.

Robert Hansen risikerer nu at skulle skifte den mondæne adresse på Frederiksberg ud med en fængselscelle, hvis han ender med at blive kendt skyldig.

Robert Hansen har endnu engang fundet kærligheden. Her ses han med sin nye kæreste Julie Starris.
Robert Hansen har endnu engang fundet kærligheden. Her ses han med sin nye kæreste Julie Starris.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Strafferammen for grov vold går helt op til 6 års fængsel.

Sagen ventes først at komme for Retten på Frederiksberg næste år.

SE og HØR følger sagen.

Sponsoreret indhold