Krimi10. juli 2020

Rapper i bizar sag: Falsk rockervest på kendis-diskotek

Rapperen Louis Valuta handlede i nødværge, da han mødte ”rocker” på natklub, lyder hans forklaring
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/2020-07-09_15_00_21-billeder.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix/Per Lange

Den danske rapper Louis Valuta er tiltalt for særdeles grov vold, da han ifølge anklagemyndigheden skulle have slået en ung nordmand i hovedet med en glasflaske.

Sagen startede fredag i Københavns Byret noget forsinket, da der var tvivl om, hvorvidt en del vigtige dokumenter var blevet sendt til forsvarsadvokaterne fra anklagemyndigheden.

Men efter kort tid kunne den 30-årige rapper med det borgerlige navn Emil Louis Eik Kastrup indtage vidneskranken iført mørk habitjakke, lyse bukser og sneakers.

Noget nervøst forklarede rapperen, at han sammen med en gruppe venner var på kendis-diskoteket Chateau Motel i det indre København.

Her gik han ind i en anden mand, der også er tiltalt for vold i samme sag, på den propfyldte natklub lidt over midnat natten til lørdag 2. november 2018.

Manden som han gik ind i havde en rockervest på, forklarede Louis Valuta til domsmandsretten.

- Jeg blev bange, da jeg så den her person med vest på. Han slog mig med det samme i hovedet, forklarede Louis Valuta, der angiveligt gik i panik.

Det fik ham til at kaste en glasflaske mod ”rockeren”, som han holdt i sin højre hånd.

Ung norsk fyr

Det pågældende overfald fandt sted på en noget speciel aften tilbage i november 2018.

- Det var halloweensaften, og vi var alle klædt ud. Jeg var klædt ud som hovedpersonen Jackson ”Jax” Teller i serien ”Sons of Anarchy ”, siger den anden anklagede i sagen, der er en 26-årig norsk mand.

Han var sammen med stribe kollegaer på natklubben for at feste.

Ifølge anklageskriftet slog den unge nordmand Louis Valuta to gange i hovedet den pågældende aften.

- Jeg fik en albue hårdt i siden af den anden tiltalte mand. Jeg sagde, at han skulle slappe af og nyde aftenen. Han stak en stor vodkaflaske med lys i bunden op i hovedet på mig.

- Han slog den (glasflasken, red.) hårdt ned i panden på mig og jeg gik i gulvet med et kort blackout, forklarede den norske mand, der vågnede med blod i hele hovedet.

Herfra blev han ifølge flere vidner i sagen hjulpet væk af nogle kollegaer og forbi rapperen på diskoteket.

- Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Jeg var i chok og var bange. Da vi skulle forbi ham slog jeg ud med min hånd. Måske jeg ramte ham, lød det fra nordmanden, der står overfor at blive udvist af Danmark, hvis han bliver kendt skyldig i sagen.

Løse ender

Flere gange undervejs i retssagen beklager både Louis Valuta forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, og nordmandens advokat, Jakob Buch-Jepsen, anklagemyndighedens sagsarbejde.

Ifølge de to advokater, der retter meget skarp kritik af anklageren i sagen Matilde Bülow, er politiets arbejde mangelfuldt. Og de har ikke modtaget en række af sagens akter eller fået vidner afhørt af politiet.

Under sin procedure kalder den prominente forsvarsadvokat Jakob Buck-Jepsen sagen for justitsmord mod sin norske klient.

Thorkild Høyer vil have sagen udsat, da der ikke er lavet en undersøgelse fra kriminalforsorgen af sin klient Louis Valutas personlige forhold. Rapperen fortæller selv, at han har psykiske problemer og modtager behandling fra distriktspsykiatrien.

Begge de tiltalte nægter sig skyldige.

Der falder dom i sagen senere på dagen.

Sponsoreret indhold