Rådhuspladsen spærres af nytårsaften

Rådhuspladsen i København bliver spærret af nytårsaften.
Så uanset om man følger med i fyrværkeriet på Rådhuspladsen i tv'et mens man venter på, at rådhusklokkerne ringer det nye år ind, eller om man selv havde tænkt sig at fyre af fra pladsen, så bliver nytårsaften ikke helt, som det plejer.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
- Den nuværende situation med høje smittetal er meget alvorlig, og det er i det lys, at Københavns Kommune på vores opfordring sætter et hegn op rundt om det meste af Rådhuspladsen for at undgå, at alt for mange samles omkring fejring af indgangen til 2021. I år skal vi ikke kun holde afstand til fyrværkeriet, men også til hinanden, udtaler chefpolitiinspektør for Københavns Politi Jørgen Bergen Skov i pressemeddelelsen.
Det er de høje smittetal i Hovedstadsområdet, der er skyld i, at Københavns Kommune efter dialog med Københavns Politi har valgt at lukke Rådhuspladsen af for at begrænse coronasmitten.
Med indhegningen vil der ikke være adgang til væsentlige dele af Rådhuspladsen, og dermed håber man at undgå, at borgere samler sig på pladsen.
Hegnet bliver sat op i løbet af 30. december, og efter planen er pladsen spærret af fra 31. december klokken 16 til 1. januar klokken 09.30.
Hvis man forsøger at krydse pladsen gennem det afspærrede området, udløser det en bøde.
Det bliver dog muligt at krydse pladsen via en passage til fods eller på cykel, og der vil også være adgang til metrostationen.
Forsamlingsforbuddet på ti personer gælder også nytårsaften, ligesom man heller ikke vil kunne købe alkohol i butikker og kiosker efter klokken 22. Salget begynder igen 1. januar klokken 9.