Krimi22. april 2023 (opd. 22. april 2023)

Puttede stoffer i kvindes drink på kendt natklub

En sagesløs kvinde drak i januar en drink, hvori der var puttet metamfetamin. To mænd skal for retten i maj og risikerer at blive udvist af Danmark
Det var i bygningen her, at det formodede overgreb skete mod kvinden.
Det var i bygningen her, at det formodede overgreb skete mod kvinden.
 Foto: Skråfoto

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

To mænd sneg sig i januar til at putte stoffer i en kvindes drink, da de var på en klub i København.

Den sagesløse kvinde drak drinken, der gjorde hende svimmel og utilpas. Desuden fik hun syns-, gang- og søvnbesvær, muskelsmerter, rysten og tvangstanker.

Det fremgår af en retsmødebegæring, som anklagemyndigheden ved Københavns Politi har udarbejdet mod de to 35-årige mænd. De ventes at tilstå sigtelsen om grov vold, når de 15. maj skal for Københavns Byret.

Således er sagen planlagt til at være en tilståelsessag, som kan forventes afgjort på to timer.

Her er symptomerne

I januar oplyste Giftlinjen, at den i den seneste tid havde fået flere henvendelser fra folk i nattelivet, som oplevede at få tilsat et ukendt stof i deres drink.

Efterfølgende oplevede de ikke at kunne genkende deres beruselse, og mange kunne pludselig ikke støtte på benene eller fik blackout, hvor de ikke kunne huske, hvad der var sket.

Når man kommer til sig selv, har man ifølge Giftlinjen ofte voldsomme opkastninger, følelsen af at skære tænder, sammentrækninger af musklerne i arme og ben.

Oplever man de symptomer, kan man ringe til Giftlinjen på telefon 82121212 med henblik på en vurdering af, om indlæggelse er nødvendig.

Er symptomerne akutte: ring 112 eller til vagtlægen alt efter situationen

Hvis man mistænker, at der er sket en forbrydelse, opfordrer Giftlinjen til, at man kontakter politiet. Politiet kan nemlig begære forgiftningsprøver via Retsmedicinsk Institut.

Episoden fandt sted 10. januar i år på klubben SOHO House i det indre København. Her blandede mændene - klokken 22.15 og igen klokken 22.55 - amfetamin og metamfetamin i kvindens drink, står der i retsmødebegæringen.

Dagen efter tog kvinden på Amager Akutmodtagelse, hvor der i en urinprøve blev fundet de to stoffer.

Amfetamin er et centralstimulerende stof, som ifølge sundhed.dk gør brugeren mere "på" og aktiv. Methamfetamin er et stof i samme familie, som amfetamin. Men det er stærkere, det varer længere og er særdeles vanedannende.

De to mænd blev anholdt 27. januar og dagen efter varetægtsfængslet for grov vold. Men knap to måneder senere blev de løsladt igen af retten.

Ritzau har spurgt de to mænds forsvarsadvokater, om de kan bekræfte, at deres klienter vil tilstå i sagen.

Den enes advokat, Tenna Dabelsteen, har dog ingen bemærkninger, mens den anden advokat ikke er vendt tilbage.

Foruden en fængselsstraf vil anklageren kræve den ene af mændene idømt en advarsel om udvisning.

Sponsoreret indhold