Krimi4. juli 2022

Psykiater om gerningsmand: Han ser syg ud

SE og HØR har forelagt psykiater Henrik Day Poulsen de videoer, som gerningsmanden bag skyderiet i Field’s lagde ud dagen før angrebet

På YouTube: Skytte delte frygtelige billeder

– Det er meget voldsomt at se. Han ser syg ud, vurderet som psykiater.

Sådan siger psykiater Henrik Day Poulsen efter at have set de videoer, som gerningsmanden bag skyderiet i Field’s delte på YouTube lørdag, inden han søndag på frygtelig vis skød, hvad der ser ud til at være tilfældige personer på shopping eller ude at spise i det københavnske storcenter.

Alle videoerne, som nu er blevet fjernet fra YouTube, men som SE og HØR er i besiddelse af en kopi af, har den 22-årige gerningsmand uploadet under titlen “I don’t care”.

Voldsomt og foruroligende

I de alarmerende videoer poserer gerningsmanden med en riffel, som er magen til det våben, den 22-årige brugte i Field’s, hvor tre personer blev dræbt af skud, mens adskillige andre er såret.

– Han lader ikke til at være en rask mand. Det er en voldsom måde at lægge billeder ud af sig selv på, vurderer Henrik Day Poulsen på baggrund af de videoer, SE og HØR har vist ham.

– Han truer næsten med selvmord, selv om han ikke siger noget.

Artiklen fortsætter under billedet …

Henrik Day Poulsen er speciallæge i psykiatri.
Henrik Day Poulsen er speciallæge i psykiatri.
 Foto: Tine Bendixen

I videoerne retter den mistænkte blandt andet riflen mod sin egen tinding, mens han kigger ind i linsen på kameraet.

– Jeg ved ikke, hvor ekstremt det er i YouTube-sammenhænge, men det virker meget voldsomt at se på, selv hvis man ikke kender til det frygtelige attentat. Det er meget foruroligende, at han lægger det ud, siger Henrik Day Poulsen.

Skal formentlig mentalundersøges

I beskrivelsen til den ene video har han noteret: “Quetiapine doesn’t work”.

Quetiapin er et medicinsk middel, der bruges til at behandle psykotiske lidelser, og ifølge politiet er gerningsmanden kendt i psykiatrien.

– Det er et antipsykotisk stof til folk, der er psykotiske eller bipolare, og det at han har været i kontakt med psykiatrien får mig til at tænke, at han er psykisk syg – men det finder vi først ud af, når han bliver mentalundersøgt, fortæller psykiateren.

Han vurderer, at den mistænkte højst sandsynligt vil blive begæret mentalundersøgt. Hvis han er syg, skal han indlægges på retspsykiatrisk afdeling, mens mentalundersøgelsen står på.

Det er der, man tager sig af sigtede, der er potentielt farlige.

Virkelighedsforvrænget

I dækningen af den frygtelige sag er det blandt andet kommet frem, at gerningsmanden til et øjenvidne sagde: “Jeg skyder, men det er ikke ægte”. Det fortæller vidnet til TV 2.

– Hvis han er svært psykisk syg, så har han måske oplevet hele scenariet derude på psykotisk vis og har en anderledes virkelighedsopfattelse end dem derude, forklarer psykiater Henrik Day Poulsen.

– I sjældne tilfælde kan psykotiske personer gøre nogle forfærdelige ting, hvor de levet i et sygt og virkelighedsforvrænget univers. Men det er vigtigt at understrege, at det er ekstremt sjældent. De fleste psykisk syge er helt almindelige mennesker.

Der vil ifølge Henrik Day Poulsen typisk gå seks til otte uger, før der forelægger et resultat af mentalundersøgelsen.

– Det er, fordi man laver flere forskellige samtaler, psykologiske tests og har flere forskellige læger til at vurdere vedkommende. Hvis det sker på retspsykiatrisk afdeling, indgår hans opførsel der også i vurderingen – for eksempel om han virker psykotisk, mens han er indlagt.

På retspsykiatrisk afdeling vil man i så fald også medicinere ham, og så vil man indhente tidligere journaler, som der højst sandsynligt vil ligge nogle af, hvis han er kendt af psykiatrien. De vil også indgå i undersøgelsen, og hvis han bliver fundet skyldig, vil man typisk rådgive til at give ham en behandlingsdom, forklarer psykiateren:

– I vestlige lande finder man, at man skal behandle med psykotisk medicin for at undgå, at vedkommende gør sådan noget igen – i stedet for bare at sætte dem i fængsel. Så vil den dømte typisk blive placeret på retspsykiatrisk afdeling, hvor der er dobbeltlukkede døre, bedre læger og sikkerhed. De kan ikke komme ud på gåture i det fri og er sikret behandling – hvis det altså viser sig, at han er psykisk syg.

Sponsoreret indhold