Krimi15. januar 2022

Prins Andrews advokater med vild med påstand: Anklager kan have falske minder

Virginia Giuffres psykolog skal udtale sig i sagen mod prins Andrew, mener prinsens advokater
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega791419_001.jpg
 Foto: MEGA

Kvinden, som anklager den britiske prins Andrew for misbrug og overgreb, kan have "falske minder".

Det mener prins Andrews advokater. De vil derfor bede hendes psykolog, Judith Lightfoot, om at give sin vurdering i overgrebssagen.

Det viser retsdokumenter ifølge de britiske medier BBC og The Guardian.

Advokaterne vil også bede hendes mand udtale sig i sagen.

Prins Andrew er ved et civilt søgsmål anklaget af kvinden Virginia Giuffre. Hun beskylder prinsen for overgreb og misbrug af hende, da hun var 17 år.

Hun var dengang angiveligt kontrolleret af den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

Prins Andrews advokater har hævdet, at Giuffre frasagde sig rettigheden til at sagsøge prinsen, da hun i 2009 indgik et retligt forlig med Epstein.

Den fortolkning blev onsdag dog afvist af en dommer i New York. Dommer Lewis Kaplan sagde, at anmodningen var "afvist i alle henseender".

Dermed er der er reel sandsynlighed for, at det civile søgsmål skal for retten.

Torsdag frasagde prins Andrew sig sine militære titler og protektorrolle.

Prinsens overgreb mod Giuffre skal være sket i 2001 i Jeffrey Epsteins hus i New York og på hans private ø i Caribien. Prins Andrew var på det tidspunkt i den amerikanske rigmands omgangskreds.

Epstein blev i 2019 anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige. Men han nåede aldrig at komme for retten.

Epstein blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Ifølge retsmedicinere havde han begået selvmord.

Prins Andrew har gentagne gange afvist beskyldningerne fra Giuffre.

Sponsoreret indhold