Annonce
Krimi9 timer siden (opd. 7 timer siden)

Polsk chauffør tiltalt for dyremishandling efter grisetransport

Grise blev ifølge anklageskrift udsat for højeste grad af smerte, lidelse og angst om bord på svinetransport
Af: Ritzau
Annonce

Mandag genoptages en sag om 67 smågrise, der omkom under en transport fra en gård i Skanderborg til en samlestald i Egtved, i Retten i Kolding.

Sagen blev indledt i september 2024, men har været udsat flere gange, blandt andet fordi der skulle indhentes supplerende oplysninger.

En polsk lastbilchauffør og det selskab, han kørte for, er tiltalt for brud på dyrevelfærdsloven.

Sagen går tilbage til september 2020, hvor chaufføren en tidlig morgen skulle transportere 680 smågrise fra Skanderborg til Egtved.

Ifølge anklageskriftet var ventilationen på lastbilens sættevogn utilstrækkelig.

Det medførte, at 67 grise på vognens tre nederste dæk ifølge anklageskriftet var "døde eller døende på grund af ophedning, kredsløbskollaps og chok", da lastbilen nåede frem til samlestedet.

Annonce

Grisene blev ifølge anklageskriftet udsat for "den højeste grad af smerte, lidelse og angst".

Chaufføren har efter anklagemyndighedens opfattelse gjort sig skyldig i "grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling".

Specialanklager Pernille Moesborg kræver chaufføren straffet med 60 dages fængsel.

Temperaturen på tre af lastbilens fem dæk blev ifølge anklageren målt til at være over 30 grader.

Annonce

Det er kritisk for grise, som ikke selv er i stand til at svede, fremgår det af en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd.

- Hans (chaufførens, red.) vigtigste opgave er at passe på de her grise, når han transporterer dem.

- Han burde have lyttet til lyde fra vognen. Var der uro? Han kunne også have tændt den mekaniske ventilation eller holdt en pause for at få luftet ud. Det gjorde han heller ikke, siger hun i sine afsluttende bemærkninger.

Annonce

Anklageren er villig til at lade straffen være betinget grundet den lange sagsbehandlingstid.

Chaufføren nægter sig skyldig. Han er iført en grå skjorte og sidder i retten ved siden af en polsktalende tolk.

Forsvarsadvokat Niels Christian Strauss argumenterer for, at både manden og vognmandsvirksomheden bør frifindes.

Han henviser til, at der ikke er en defineret maksimumtemperatur for grisetransporter, når det gælder transporter under otte timer.

Annonce

- Vi ved, at grisene har haft det varmt, men alle regler er blevet fulgt.

- Man kan ikke straffe min klient, når man ikke har fortalt ham, hvad han har gjort forkert, lyder det fra advokaten.

Selskabet står efter anklagemyndighedens vurdering til en bøde på mindst 50.000 kroner.

Det forventes, at der falder dom i sagen mandag eftermiddag.

Annonce

Sponsoreret indhold