Krimi13. oktober 2022

Politiledere beskyldes for at have løjet for retten: Her skal sagen

Straffesag om påstået løgn i retten om kinesisk statsbesøg vil strække sig over 14 retsmøder.
To politiledere beskyldes for at have talt usandt for retten i forbindelse med den meget omtalte Tibet-sag.
To politiledere beskyldes for at have talt usandt for retten i forbindelse med den meget omtalte Tibet-sag.
 Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Først næste efterår kommer en straffesag mod to politiledere, der er tiltalt for at have løjet om Tibet-sagen, for retten.

Københavns Byret har afsat ikke mindre end 14 retsmøder til sagen. De vil blive afviklet i tiden fra 14. september til 2. november 2023, oplyser vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich fra Statsadvokaten i København.

De to ledere er tiltalt for at have talt usandt under et retsmøde helt tilbage i august 2013. Her blev de afhørt om statsbesøget af Kinas præsident Hu Jintao året før.

Det vil altså sige, at byretten først ti år efter den påståede overtrædelse af straffeloven kan fælde dom.

Den såkaldte berammelse af sagen er netop faldet på plads under et retsmøde i byretten.

Det var i maj 2018, at Statsadvokaten i København rejste tiltale mod de to mellemledere i Københavns Politi for falsk forklaring for retten. Sagen kom ikke i gang. Det skyldes, at byretten valgte at udskyde sagen, fordi Tibetkommissionen helt usædvanligt var blevet nedsat på ny.

De to mænd har nægtet sig skyldige.

Sponsoreret indhold