Politiets vilde teori: Dansk bandeboss solgte fem kilo kokain ved MASH

LÆS OGSÅ: Fra "Vild med Dans" til krigsminister: Patrick Nielsen har fået ny titel i rockerklub
I sidste uge udviklede en narkotikasag sig fra slemt til værre for en dansk rocker- og bandeboss.
Ved Retten i Glostrup blev den markante figur i den danske underverden nemlig sigtet for yderligere handel med 40 kilo kokain, efter sigtelsen i første omgang lød på handel med 109 kilo hash og et enkelt kilo kokain.
Politiet mener ligefrem, at manden handlede med hele fem kilo kokain ved den landskendte restaurant MASH, fremgår det yderst spektakulært af retsbogen fra den seneste fristforlængelse i sagen.
Selv nægter den erfarne bandeboss sig skyldig i alle anklager, mens anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi er af en helt anden opfattelse.
Derfor har manden også siddet varetægtsfængslet i sagen siden 25. september, mens fængslingsgrundlaget i sidste uge blev markant udvidet, da bandebossen som nævnt blev yderligere sigtet for handel med 40 kilo kokain.
Retsbogen fra fristforlængelsen 17. december giver et unikt indblik i, hvordan politiet mener, at bandebossen handlede med endda meget store mængder kokain på den krypterede tjeneste SKY-ECC.

Fik afhentet fem kilo kokain ved MASH
I retsbogen er der flere opsigtsvækkende oplysninger, der får en til at hæve øjenbrynene - særligt sagens forhold om salg af fem kilo kokain i december 2020.
For står politiets mistanke til troende, så mener de, at den danske bandeboss handlede med hele fem kilo kokain ved den fashionable restaurant MASH på Gl. Kongevej på Frederiksberg.
Det skyldes kommunikation på den krypterede tjeneste SKY-ECC, hvor profilen "EPODS9" - som politiet mener tilhører den danske bandeboss - skrev med brugeren "A6PA2W" 10. december 2020.
Der er dog intet i sagen om, at kæden eller dens ansatte skulle have noget med salget at gøre.
Politiet mener, at det erfarne bandemedlem sendte en besked med ordlyden:
"Der var 5 (thumbs up-emoji), der skulle afhentes ved Mash ved Gl. Kongevej," fremgår det af retsbogen.
Omkring to timer senere skrev profilen igen:
"Ktm er ikke ren", "Den er 0,8", "200 taget ud" og "Min IF" til samme profil, dog uden nærmere forklaring eller uddybning.

Begrundet mistanke: Bandeboss havde profilen "EPODS9" på SKY-ECC og solgte 35 kilo kokain
Den seneste fristforlængelse foregik for lukkede døre, selvom forsvarsadvokat Anders Schønnemann protesterede mod anklagemyndighedens anmodning herom.
Derfor er det også knapt med oplysninger i sagen, hvor den danske bandeboss foreløbigt har nægtet at udtale sig for retten.
I retsbogen fremgår det dog, at retten mener, at der er begrundet mistanke mod den danske bandeboss om, at han står bag profilen "EPODS9" på tjenesten SKY-ECC.
Politiet mener, at de kan knytte profilen til flere episoder, hvor der er blevet solgt store mængder kokain.
Ud over episoden ved MASH mener ordensmagten, at "EPODS9" 11. december 2020 sendte et billede til profilen "F14BB0" af en hvid blok (ifølge politiet kokain red), der havde stemplet "KTM", som "they" solgte for "310 dkr", som det fremgår af retsbogen.
Bandeboss: "Brother i have some (thumbs up-emoji)
Ifølge politiet sendte den danske bandeboss en besked på den krypterede tjeneste SKY-ECC 11. december 2020, der skulle omhandle salg af kokain:
"Brother i have some (thumbs up-emoji) There if you Black guy dont have he Can buy (smile-emoji) i have 35".
To minutter senere sender "EPODS9", der formodes at være den danske bandeboss, endnu en besked til samme profil:
"Its top top like ALF brother."
Ifølge politiet viser korrespondancen, at det erfarne bandemedlem var i besiddelse af 35 kilo kokain med henblik på videreoverdragelse, og at det skete i forening med flere ukendte gerningsmænd.
Politiet mener altså, at bandebossen sendte et billede af en blok kokain, der formentlig havde en pris på 310 kroner grammet.
Den erfarne boss endte med at blive varetægtsfængslet i sagen frem til 8. januar, hvor der igen vil være fristforlængelse i sagen.
SE og HØR følger sagen.