To svenske piger på bare 14 og 15 år blev ifølge politiet bestilt til at forsøge at dræbe en mand i Herning sidste år.
Den ene pige er for ung til at kunne straffes, men den anden vil politiet have udleveret, så hun kan stilles for retten i Danmark.
Derfor går anklager Christian Skov Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag formiddag i retten, hvor han vil have en fængslingskendelse mod den i dag 16-årige pige.
- Det er for at få en udleveringssag i gang, siger han.
Christian Skov Poulsen vil dog ikke oplyse, om pigen er tilbageholdt i udlandet eller på fri fod.
Pigen er sigtet for drabsforsøg ved sammen med den anden svenske pige tidligt om morgenen 10. juni 2024 at have indfundet sig ved et hus i Herning. Med sig havde de en pistol.
Hensigten var at skyde og dræbe en mand, men da han ikke var til stede på adressen, mislykkedes drabet, lyder det i sigtelsen.
Det er uvist, hvordan pigerne forholder sig i sagen.
Ifølge anklageren er der i sagen tale om det fænomen, som i politiet kaldes "crime as a service", som dækker over, at især unge svenskere bliver rekrutteret til at begå kriminalitet i Danmark.
Christian Skov Poulsen kan dog ikke udtale sig om, hvorfor nogen ville slå manden i Herning ihjel. Manden havde umiddelbart ikke relationer til en bande.
Han fortæller, at der efterforskes mod flere personer i sagen.
En 28-årig mand blev i januar varetægtsfængslet i sagen i Herning og tilstod at have medvirket til drabsforsøget med planlægning og koordinering.
Hans sag er efterforsket færdig og ligger til vurdering i anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi. Anklageren skal vurdere, om der skal skrives et anklageskrift, eller om sagen kan behandles som en tilståelsessag.
Også en anden mand er i kikkerten i sagen om drabsforsøget i Herning.
Samtidig med, at den 28-årige blev varetægtsfængslet, blev en 22-årig svensk mand sigtet for også at have været med til at koordinere drabsforsøget i Herning. Han sidder også varetægtsfængslet.
Den 22-årige er siden blevet tiltalt for i fem tilfælde at have rekrutteret især svenske teenagere til at forsøge at begå drab i Danmark. Hans sag kommer for retten næste år.