Politiet undersøger skyderi på åben gade i Gentofte

Fredag aften har der været et skyderi i Gentoftegade midt i Gentofte nord for København.
Det skriver Ekstra Bladet.
Til mediet fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi David Buch, at der er tale om skyderi på åben gade mellem en cyklist og en bil.
Til Ritzau oplyser politiet, at en person er blevet anholdt i forbindelse med episoden.
- Vi har foretaget anholdelse af en, som, vi formoder, er gerningsmanden, lyder det.
Politiet undersøger de nærmere omstændigheder, siger vagtchefen.
- Vores efterforskere skal finde ud af, hvad der er hoved og hale i alt det her, siger politiet.
Ifølge Ekstra Bladet understreger vagtchefen, at der ikke er fare på færde for borgere i området.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Politiet er fredag aften fortsat til stede i Gentofte.
Til TV 2 har vagtchefen fortalt, at cyklisten stak af til fods, mens bilen også var kørt bort fra stedet.
Politiet oplyser ikke, om det er cyklisten eller en person i bilen, der er anholdt. Det vides heller ikke, hvor mange der sad i bilen.
Der blev i alt affyret fem til seks skud, uddybes det.
Til Ekstra Bladet påpeger vagtchefen, at det er for tidligt at sige, om skudepisoden er banderelateret.