Krimi28. april 2021

Politiet til undsætning: Kvinde skulle føde akut

En politieskorte fik lige akkurat en fødende kvinde frem til sygehuset i tide
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tpgrfphotos169087.jpg
 Foto: MEGA

Det var op og over og lidt til for en højgravid kvinde tirsdag eftermiddag.

Hun gik i akut fødsel, og hun og den kommende far hastede afsted i bilen ad Køge Bugt Motorvejen fra Køge i retning mod Roskilde Sygehus. Men han frygtede, at de ikke ville nå frem til hospitalet i tide på grund af trafikken.

Klokken 17.08, da de var ved Solrød, greb han derfor knoglen og ringede til politiet for at bede om hjælp med at komme frem, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Han forklarede, at han havde en akutfødende kvinde som passager, som han frygtede ville føde i bilen, hvis de ikke fik politiets hjælp til at komme igennem trafikken.

Det ville politiet heldigvis gerne hjælpe med, og vagtcentralen fik aftalt nærmere med manden, hvor politiet kunne møde parret.

Det lykkedes en patrulje at få kontakt til parret i bilen på Køgevej i Roskilde, hvorfra de kunne køre med politieskorte til sygehuset.

Og det var lige på et hængende hår, for da bilen nåede frem til sygehuset, kom en sygeplejerske løbende parret i møde for at tage imod babyen, som kom til verden lige i det samme.

Den dramatiske fødsel endte godt, og de nybagte forældrepar har fået en velskabt dreng.

Ifølge politiet har familien det godt, og politiet var selv glade for at de kunne hjælpe i den akutte situation.

Sponsoreret indhold