Politiet søger vidner til mulig bevidst træfældning

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søger vidner til en mulig bevidst træfældning på Kaløvej ved Sakskøbing natten til lørdag.
Det siger vagtchef Kasper Skotte mandag formiddag.
- Vi søger stadig vidner eller folk, der måtte ligge inde med viden om, hvad der er foregået, siger vagtchefen.
- De skal ringe 1-1-4.
Natten til lørdag fik politikredsen en anmeldelse om et væltet træ.
Ingen kom til skade i forbindelse med hændelsen.
Lørdag oplyste politiet, at det efterforsker, om træet er blevet fældet forsætligt.
Lokalmediet Lolland-Falsters Folketidende har talt med en person, der kom kørende på vejen, og som anmeldte hændelsen til politiet.
Han mener, at træet blev fældet bevidst og siger til mediet, at en forankørende bilist så fire unge mænd med en motorsav.
Billeder, som avisen bringer, viser, at der er tale om et større træ.
Tidligere har en sag om træfældning i Sorø tiltrukket sig stor opmærksomhed.
Her blev en gruppe mænd dømt i sagen, hvor et 35 meter højt grantræ blev fældet ud over en landevej, hvor det landede på en 55-årig mands bil.
Manden, som var efterskolelærer, døde på stedet.
Det sidste punktum er ikke sat i sagen fra Sorø, da den er anket til landsretten.