Krimi9. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

Politiet søger vidner til dødsulykke

Ulykken kostede lørdag morgen tre mennesker livet
En 24-årig mand er varetægtsfængslet i sagen.
En 24-årig mand er varetægtsfængslet i sagen.
 Foto: presse-fotos.dk

Nordsjællands Politi søger vidner, der kan være med til at klarlægge to bilers kørsel forud for den dødsulykke i weekenden, hvor blandt andre et forældrepar mistede livet.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Ud over forældreparret døde en 33-årig mand, der sad i en af to BMW'er, som politiet formoder kørte om kap på Hillerødmotorvejen, da ulykken indtraf.

Politiet vil gerne høre fra borgere, som har oplysninger, der kan være med til at klarlægge de to BMW'ers kørsel tidligt lørdag morgen mellem 05.30 og 06.15 på strækningen fra Hillerødmotorvejens begyndelse i Brønshøj og til ulykkesstedet på motorvejens forlængelse kort før Brødeskovvej.

I den bil, forældreparret, som døde, sad i, befandt deres to børn sig også. De blev efter ulykken indlagt på hospitalet.

Politiet kan tirsdag eftermiddag ikke oplyse nærmere om deres tilstand, lyder det i pressemeddelelsen.

Føreren af den anden BMW, som angiveligt kørte om kap - en 24-årig mand - blev søndag varetægtsfængslet sigtet for medvirken til uagtsomt manddrab og for at bringe andre liv og førlighed i fare.

Ved grundlovsforhøret, hvor den 24-årige blev varetægtsfængslet, udbad han sig betænkningstid i forhold til en eventuel kære af kendelsen.

Tirsdag oplyser hans advokat, Jan Torp Hansen, til Ritzau, at kendelsen om fængsling ikke vil blive kæret.

- Henset til sagens alvor har jeg sammen med min klient vurderet, at det er bedre, at politiet bruger deres ressourcer på at få sagen ordentligt opklaret, fremfor at begge parter bruger deres tid på at præsentere landsretten for en ikke fuldt oplyst sag.

- Derfor vil der ikke blive kæret på nuværende tidspunkt, siger Jan Torp Hansen.

Sponsoreret indhold