Krimi13. januar 2024

Politiet søger vidner - mand stukket flere gange

En 37-årig mand er blevet stukket flere gange med kniv i Gadevang ved Hillerød, og nu efterlyser politiet vidner

En 37-årig mand blev natten til lørdag fundet stukket flere gange med kniv i Gadevang uden for Hillerød i Nordsjælland.

Det oplyser Nordsjællands Politi på det sociale medie X.

Mandens tilstand er stabil, og han er ikke i livsfare.

Politiet efterlyser vidner, der kan have set noget af relevans i området omkring Helsingevej og Gadeledsvej i tidsrummet mellem klokken 23 fredag aften og 01 lørdag nat.

Politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg. Der er ikke foretaget anholdelser.

Politiet, der modtog anmeldelsen om episoden klokken 00.49, arbejder med flere teorier om, hvad der kan ligge bag knivstikkeriet, lyder det.

Sponsoreret indhold