Krimi5. august 2022

Politiet søger vidner: 70-årig mand udsat for vold – nu er han død

Fyns Politi vil meget gerne høre fra folk, der kunne have set eller hørt noget i tidsrummet mandag den 1. august og frem til onsdag middag.
politi
Arkivfoto.
 Foto: Politi.dk

En 70-årig mand er død på grund af skader, som formentlig stammer fra vold, og derfor søger Fyn Politi nu vidner til hændelsen.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev fundet af en bekendt i sit hjem i Ringe onsdag. Her blev han bragt til sygehuset, men samme aften døde han som følge af sine kvæstelser.

– Der er tale om stump vold, som vi er overbeviste om, at andre må have påført manden. Derfor har vi brug for borgernes hjælp til at finde ud af, hvad der er sket, siger politikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi.

Politiet ved ikke, hvor længe manden lå tilskadekommen i sit hjem, før han blev fundet onsdag.

- Men vi tror, der kan være gået mellem et og to døgn, fra han blev udsat for volden, til han blev fundet”, siger politikommissæren.

Politiet vil derfor meget gerne høre fra folk, der kunne have set eller hørt noget i tidsrummet mandag den 1. august og frem til onsdag middag.

Har man oplysninger i sagen, bedes man derfor kontakte politiet på telefon 114.

Sponsoreret indhold