Krimi4. april 2024 (opd. 4. april 2024)

Politiet søger vidner: 21-årig mand stukket med kniv

Den 21-årige mand blev både stukket med kniv, slået og sparket og fik peberspray under et overfald onsdag aften i Greve
Politiet søger vidner, som var i området omkring Gersagerparken i Greve onsdag aften. Her blev en 21-årig mand både stukket med kniv, slået og sparket og fik peberspray. (Arkivfoto)
Politiet søger vidner, som var i området omkring Gersagerparken i Greve onsdag aften. Her blev en 21-årig mand både stukket med kniv, slået og sparket og fik peberspray. (Arkivfoto)
 Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

En 21-årig mand blev både stukket med kniv, slået og sparket og fik peberspray, da han blev overfaldet onsdag aften i Greve af en gruppe personer.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet efterlyser vidner til overfaldet eller personer, der har bemærket noget mistænkeligt i området omkring Gersagerparken i Greve.

- Vi er ved at undersøge, hvorvidt det har relation til det organiserede kriminelle miljø, men formoder, at overfaldet er personligt rettet mod den 21-årige, siger politikommissær Pia Fenger i pressemeddelelsen.

Politiet beskriver de formodede gerningsmænd som maskerede og mørkklædte.

Overfaldet skete omkring klokken 22.15 onsdag aften. Offeret fik livstruende skader, men han er siden blevet meldt uden for livsfare.

Natten til torsdag oplyste Asger Bechstrøm, som er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, at der endnu ikke var nogen anholdte i sagen.

Det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse, at det har ændret sig.

Lokalbetjente vil torsdag gå tryghedsskabende patrulje i området. Hvis man har oplysninger i sagen eller har behov for at tale med politiet, kan man henvende sig til dem, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet opfordrer til, at man ringer på telefon 114, hvis man har set noget i sagen.

Sponsoreret indhold