Krimi1. december 2022

Politiet søger særligt vidne: Kan hjælpe med opklaring af voldtægt mod mindreårig

I forbindelse med en voldtægt af en mindreårig pige søger politiet et helt særligt vidne
De to piger og den mistænkte gerningsmand har befundet sig ved Christiansgave Park ved træ-alléen i samme tidsrum. OBS: Arkiv foto.
De to piger og den mistænkte gerningsmand har befundet sig ved Christiansgave Park ved træ-alléen i samme tidsrum. OBS: Arkiv foto.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Har du befundet dig i Christiansgave Park 21. august i år?

Så kan du muligvis hjælpe politiet i en sag omhandlende voldtægt af en mindreårig pige.

21. august blev pigen, der er under 15 år gammel, udsat for voldtægt i Christiansgave Park i Hjørring.

I første omgang mødtes gerningsmanden med offeret og hendes jævnaldrende veninde i Svanelunden, og gik derefter videre til Christiansgave Park, hvor overgrebet fandt sted.

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen om den alvorlige episode 21. november, og har siden efterforsket sagen.

De vil gerne i kontakt med én bestemt person.

- Vi ved, at der et vidne, som har været i parken samtidig med den 16-årige mistænke og de to piger. Og ud fra vores oplysninger er det vores klare opfattelse, at vidnet faktisk bemærkede de tre personer.

- Vi er meget interesseret i at komme til at tale med vedkommende, for vi er af den overbevisning, at han kan bidrage med vigtig viden til vores videre efterforskning, lyder det fra politikommissær og efterforskningsleder Lene Mikel Madsen fra Nordjyllands Politi.

Vidnet beskrives som:

En høj, slank mand, muligvis i 20'erne.

Han blev set gående ad stien gennem Christiansgave og frem og tilbage flere gange på stien, imens han talte i telefon.

De to piger og den sigtede gerningsmand befandt sig i Christiansgave tæt ved den østlige sti ved træ-alléen, hvor vidnet ligeledes opholdt sig i tidsrummet 01.45 til 04.00 den 21. august.

16-årig ung mand varetægtsfængslet

Onsdag blev en 16-årig ung mand fra lokalområdet fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, sigtet for dobbeltvoldtægt.

Han har ifølge sigtelsen også forsøgt at voldtage den jævnaldrende veninde, der var til stede i parken, på et senere tidspunkt.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle den unge mand i foreløbig tre uger.


Sponsoreret indhold