Krimi2. november 2023

Politiet skærper indsatsen i weekenden: Vil have ekstra fokus på spiritus- og narkokørsel

I den kommende weekend vil politiet i hele landet have en målrettet indsats mod spiritus- og narkokørsel som følge af J-dag
I weekenden vil politiet have ekstra fokus på narko- og spritkørsel.
I weekenden vil politiet have ekstra fokus på narko- og spritkørsel.
 Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

I den kommende weekend vil politiet i hele landet lave en målrettet indsats rettet mod spiritus og narkotikakørsel.

Indsatsen sker i forbindelse med den såkaldte "J-dag" fredag, og de såkaldte snefaldsfester. Her begynder mange af landets værtshuse og restauranter at sælge julebryg.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Igen i år afholdes de traditionsrige "Snefaldsfester" på mange restauranter og værtshuse landet over i forbindelse med "J-dagen".

- Politiet markerer frigivelsen af julebryggen med en landsdækkende målrettet indsats rettet mod spiritus- og narkotikakørsel, lyder det.

Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Koncernkommunikation, opfordrer til, at man aftaler på forhånd, hvem der skal holde sig ædru og køre hjem, eller at man skal tage offentlig transport.

- Vi må nok forvente, at se rigtig mange mennesker i gadebilledet hen over weekenden med start fredag, simpelthen pga. frigivelsen af julebryggen.

- Sidste år så vi mange festglade mennesker, hvor der generelt var en rigtig god stemning, og det forventer vi også i år, siger han i pressemeddelelsen.

Politiet vil være synligt i gadebilledet, fortæller han videre.

Ved en lignende indsats sidste år blev 74 spirituspåvirkede førere sigtet, 19 af dem var involveret i trafikulykker.

Sidste år blev 29 personer dræbt og 160 kom alvorligt til skade i spiritusulykker i Danmark. De fleste af dem, der kom til skade, var selv påvirket af alkohol.

Sponsoreret indhold