Krimi20. juni 2023 (opd. 20. juni 2023)

Politiet siger undskyld til Rasmus Paludan

Får 3000 kroner i erstatning, efter at han kortvarigt blev frihedsberøvet under Folkemødet
Annette Heick og Rasmus Paludan i ophedet diskussion. 
Annette Heick og Rasmus Paludan endte i en ophedet diskussion på Bornholm.
 Foto: Presse-fotos.dk

Bornholms Politi beklager, at Rasmus Paludan torsdag blev frihedsberøvet under Folkemødet.

Han får i den forbindelse 3000 kroner i erstatning.

Det skriver B.T.

Rasmus Paludan, der har stiftet partiet Stram Kurs, blev frihedsberøvet torsdag formiddag, da han bevægede sig ind i den forbudszone, som politiet havde sat op for ham under Folkemødet.

Han var frihedsberøvet fra klokken 11.07 til 11.25.

I et brev, som B.T. har linket til, fremgår det, at stabschef Lisbet Hallengren Kristensen fra Bornholms Politi beklager frihedsberøvelsen.

- Jeg skal som følge heraf beklage, at du blev frihedsberøvet i forbindelse med din overtrædelse af påbuddet. Du meddeles på den baggrund erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, skriver hun.

Det fremgår, at politiet som udgangspunkt havde hjemmel til at frihedsberøve Paludan. Alligevel burde politiet ikke have taget det skridt.

- Selvom det således kan lægges til grund, at du overtrådte påbuddet, og at politiet som udgangspunkt havde hjemmel til at frihedsberøve dig, er det efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger sammenholdt med proportionalitetsprincippet min opfattelse, at politiet ikke burde have frihedsberøvet dig, da du tilkendegav, at du ønskede at forlade området igen, skriver stabschefen.

Sponsoreret indhold