KrimiI går

Politiet: Rockernes mærker på vesten kan indikere dyster fortid

"Coup de Grace" og "Expect no Mercy", står der på nogle Bandidos-rockeres veste. Politiet vurderer, at bærerne har begået voldelig kriminalitet
Medlemmer af Bandidos samlet på Rådhuspladsen. Det er ikke længere tilladt at bære en Bandidos-vest i Danmark, de er midlertidigt forbudte.
Medlemmer af Bandidos samlet på Rådhuspladsen. Det er ikke længere tilladt at bære en Bandidos-vest i Danmark, de er midlertidigt forbudte.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Kæmpe aktion mod videreførsel af Bandidos: 10 rockere anholdt

Bandidos-rockernes læderveste viser mere end blot et medlemskab af klubben.

"Expect no Mercy" - forvent ingen nåde, lyder et af de mere kendte gule mærker med rød skrift.

En rocker har forklaret, at han fik mærket for sin træning, og en anden for at have stået i en bar.

Men ifølge en analytiker fra politiets specialenhed National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ligger der en mere alvorlig historie bag mærket.

Det forklarede han, da han tirsdag var indkaldt som vidne i Retten i Helsingør, hvor en langvarig sag om mulig opløsning af Bandidos kører.

- Det (Expect no Mercy, red.) refererer til, at bæreren af mærket har begået noget voldeligt. Vi vurderer, at det er i klubregi, og at det hører til i den tungere ende af det voldelige, sagde analytikeren.

I den helt alvorlige ende er mærket "Coup de Grace", som på fransk er et udtryk for nådesstød.

- Vores vurdering er, at bæreren af mærket har begået drab. Det vurderer vi ud fra vores monitorering af miljøet og de personer, der bærer mærket, sagde analytikeren.

Det viser mærkerne ifølge politiet

* "Expect no Mercy": At bæreren har begået vold "i den tungere ende". Bæreren er ikke nødvendigvis dømt for volden.

* "Coup de Grace": At bæreren har begået drab. Bæreren er ikke nødvendigvis dømt for drab.

* "TCB": Betyder "taking care of business" og er udtryk for en funktion, hvor bæreren eksempelvis hjælper til med forskellige opgaver for klubben som at hjælpe med sikkerhed, når medlemmer er i byen.

* "Desperado": Er ikke et officielt Bandidos-mærke, men er set hos en lille gruppe Bandidos-folk, der har afsonet længere fængselsdomme.

Kilde: NSK-analytikers forklaring i retten.

I retten viste anklager Halit Sert billeder af ni Bandidos-folk med mærket. Fem af dem er dømt for drab.

- I holder stadigvæk fast i jeres tese, selv om der er personer, der er dømt for drab, som ikke har mærket, og at der er personer, som har mærket og ikke er dømt?, spurgte Bandidos' advokat, Michael Juul Eriksen.

- Det er korrekt, lød politi-vidnets svar.

Niels Poulsen, der er dømt for at stå bag et raketangreb på Hells Angels' klubhus i København i 1996, er en af dem med "Coup de Grace"-mærket. To blev dræbt i angrebet.

Også Ian Ramm Hansen, som i november 2015 skød og dræbte tre unge, der lå og sov i en lejlighed på Frederiksberg, er set med mærket. Et foto viser ham dog bære det allerede i juni 2015 - altså før trippeldrabet.

Gennemgangen af mærkerne er et af temaerne i forbudssagen, hvor anklagemyndigheden forsøger at bevise, at Bandidos er en forening med et ulovligt formål, og at den derfor kan opløses.

Mens sagen står på, er der et midlertidigt forbud mod rockerklubben.

Det har der været siden 22. maj sidste år.

Sponsoreret indhold