Krimi18. oktober 2022 (opd. 18. oktober 2022)

Politiet om kæmpe gaslæk: Det VAR sabotage

Angrebet mod gasledningerne ved Bornholm skyldes eksplosioner
Udslippet var meget voldsomt, efter rørene blev sprunget i luften.
Udslippet var meget voldsomt, efter rørene blev sprunget i luften.
 Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Undersøgelser foretaget af Københavns Politi, Forsvaret og Politiets Efterretningstjeneste (PET) bekræfter, at skader på Nord Stream 1 og 2 er forårsaget af eksplosioner.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.

Samme vurdering gav flere seismologer kort efter udslippet blev opdaget.

I politiets besked tirsdag lyder det også, at PET og Københavns Politi går sammen i en fælles efterforskningsgruppe i sagen om gaslækager i Østersøen.

Sådan skete det

* Mandag den 26. september blev der konstateret en lækage på Nord Stream 2-ledningen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm. Den efterfølgende morgen blev der også fundet to lækager på Nord Stream 1 nordøst for Bornholm.

* Om aftenen den 27. september stod statsminister Mette Frederiksen (S) frem på et pressemøde og fortalte, at det var danske myndigheders klare vurdering, at lækagerne var et resultat af bevidste handlinger.

* I alt blev fire gaslækager bekræftet på gasledningerne.

* På havoverfladen i Østersøen, hvor rørledningerne slanger sig, kunne man i flere dage se, hvordan bobler af gas nåede havoverfladen. Lækagerne er siden stoppet.

* Der er blevet sået tvivl om, hvorvidt skaderne på rørledningerne kan repareres. Rusland mener, at det er muligt, men at det vil tage mere end et år.

* Ruslands præsident, Vladimir Putin, var hurtigt ude for at affeje spekulationer om russisk indblanding. Han har kaldt skaderne for "international terrorisme".

* Den 30. september sagde den daværende svenske statsminister, Magdalena Andersson, at både svensk, dansk og tysk politi skulle samarbejde om at finde ud af, hvad der førte til lækagerne.

* Cirka to uger senere droppede Sverige alligevel ønsket om en fælles undersøgelse. Ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel er det, fordi svenskerne af sikkerhedsmæssige årsager ikke vil dele resultaterne af deres undersøgelser med andre lande.

* Rusland har insisteret på at blive en del af undersøgelserne. Danmark har dog meddelt, at man ikke ønsker russisk indblanding.

* Det russiske selskab Gazprom har ført gas ud af et intakt rør i rørledningen Nord Stream 2, så trykket blev sænket. Det skulle være med til at mindske sikkerhedsrisikoen, fordi det kan udgøre en risiko at have naturgas liggende under meget stort pres.

* Den svenske avis Expressen har tirsdag den 18. oktober offentliggjort billeder, hvor man kan se, hvordan rørene er blevet revet op.

* Ifølge danske myndigheder er det eksplosioner, som har forårsaget skaderne. Den formodning er tirsdag bekræftet af Københavns Politi, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret.

Kilde: Ritzau.

Der er siden gaslækagerne blevet foretaget flere undersøgelser af gerningsstederne, beretter politiet.

- Undersøgelserne har bekræftet, at der er sket omfattende skader på Nord Stream 1 og 2 i Danmarks eksklusive økonomiske zone, og at skaderne er forårsaget af kraftige eksplosioner, lyder det i den skriftlige meddelelse.

Ifølge Københavns Politi er det for tidligt at sige, hvornår efterforskningen ventes afsluttet. Og politiet afviser at stille op til interview om sagen.

Dog er det sikkert, at det er den fælles indsats mellem PET og politiet, der skal holde snor i undersøgelserne.

- Efterforskningsgruppen vil som hidtil arbejde tæt sammen med relevante myndigheder både i Danmark og i udlandet, herunder Forsvaret som bistår med undersøgelsen i af gerningsstederne i Østersøen, skriver politiet.

Et kæmpe netværk

* Nord Stream 1 og 2 er to gasledninger, som hver består af to parallelle rørsystemer, der er sat sammen af omkring 100.000 rørelementer à 12 meter.

* Nord Stream 1 løber fra Vyborg, der ligger i det vestlige Rusland tæt ved grænsen til Finland. Gasledningen ender i Lubmin, der er en by i det nordøstligste Tyskland.

* Nord Stream 1 drives af selskabet Nord Stream AG, hvor det russiske gasselskab Gazprom ejer 51 procent. Den russiske stat er majoritetsaktionær i Gazprom, som er børsnoteret i Moskva.

* Nord Stream 1 har en årlig kapacitet på 55 milliarder kubikmeter gas.

* Nord Stream 1 blev lukket et par gange hen over sommeren, angiveligt på grund af tekniske problemer, og kapaciteten blev reduceret. 5. september blev forbindelsen lukket på ubestemt tid.

* Nord Stream 2 løber fra Ust-Luga, der ligger i det vestlige Rusland nær grænsen til Estland, til Lubmin i Tyskland. Rørledningen er ligesom Nord Stream 1 omkring 1200 kilometer lang.

* Gazprom har også aktiemajoritet i selskabet, der driver Nord Stream 2. Her hedder selskabet Nord Stream 2 AG.

* Gasledningen skulle ligeledes kunne transportere 55 milliarder kubikmeter naturgas, men er aldrig taget i brug. Tilsammen skulle Nord Stream 1 og Nord Stream 2 kunne forsyne over 50 millioner europæiske hjem.

* 22. februar i år besluttede Tyskland at bremse processen med at godkende rørledningen. Inden Tyskland besluttede ikke at godkende ledningen, var den blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas.

Kilder: Nord Stream, dpa, Information, Energistyrelsen og Reuters.

Det er ikke muligt for politiet at sige noget om, hvordan det internationale samarbejde vil se ud.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om, under hvilke rammer det internationale samarbejdet med blandt andet Sverige og Tyskland vil køre, da det afhænger af flere aktører, herunder hvilke myndigheder der håndterer sagen i de forskellige lande, lyder det i pressemeddelelsen.

Sponsoreret indhold