Krimi19 timer siden (opd. 17 timer siden)

Politiet massivt til stede: Person er fundet død

Et område er afspærret i Kolding, da en person er fundet død. De pårørende er underrettet

Onsdag morgen var politiet til stede på Andreas Schous Vej i Kolding, fordi en person blev fundet død ved en virksomhed.

Efter et par timers undersøgelser oplyser politiet, at den afdøde ikke har været udsat for en forbrydelse eller arbejdsulykke. Det skriver TV Syd og JydskeVestkysten.

- Det er det, der hører til under privatlivets fred - en ulykkelig situation, siger vagthavende ved Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.

Politiet oplyste onsdag morgen, at det var til stede på grund af dødsfaldet.

- Et område er afspærret, mens vi undersøger dødsfaldet, skrev politiet på det sociale medie X.

De nærmeste pårørende er underrettet.

Når det ikke umiddelbart står klart, om en afdød person kan have været udsat for en forbrydelse, sætter politiet en efterforskning i gang, så spor sikres.

Derfor blev der også sat et arbejde i gang onsdag morgen, men politiet afviser, at der er sket noget kriminelt.

Der er ikke kommet oplysninger frem om afdødes køn eller alder.

Sponsoreret indhold