Krimi4. januar 2022

Politiet massivt til stede: 26-årig nægtede at lade sine nytårsgæster gå

En ung mand truede sine nytårsgæster, da de ønskede at forlade hans nytårsfest
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega816916_001.jpg
 (Foto: MEGA)

En nytårsfest udviklede sig noget dramatisk, da politiet i Greve modtog en anmeldelse om, at en 26-årig mand holdt sine gæster fanget.

Det skriver det lokale medie sn.dk.

– Det gav anledning til et større politiopbud, fordi man kunne frygte, at der var tale om en gidselsituation, forklarer Martin Bjerregaard, pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til det lokale medie.

Anmeldelsen indløb klokken 04:20 natten til den 1. januar, og den lød på, at manden havde truet sine gæster med at gøre skade på dem, hvis de forlod hans lejlighed.

Politiet ønsker ikke at uddybe, hvad de præcise trusler lød på, men understreger, at truslerne var alvorlige.

– Gæsterne var i hvert fald bange, forklarer politiet videre.

Da politiet ankom, fandt de fire personer – tre gæster og den 26-årige mand – i lejligheden. Uden dramatik fik gæsterne lov til at forlade lejligheden, mens den 26-årige mand blev anholdt.

Han er nu sigtet for trusler.

Sponsoreret indhold