Krimi11. oktober 2021

Efter fund af ligdele: Politiet løslader kvinde i grønlandsk drabssag

En mand sidder fortsat fængslet for drab. Politiet arbejder på at fastslå offerets identitet med sikkerhed
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/uigphotos236805_0.jpg
 Foto: MEGA

En kvinde, der siden lørdag har været anholdt i forbindelse med fund af ligdele i den vestgrønlandske by Ilulissat, er blevet løsladt.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse mandag aften.

I alt tre personer blev anholdt fredag eftermiddag på en adresse i Ilulissat. En blev senere løsladt, da politiet vurderede, at vedkommende ikke havde noget med sagen at gøre.

Lørdag blev en mand og en kvinde fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for drab.

Manden blev varetægtsfængslet i fire uger, mens kvinden fik sin anholdelse opretholdt i tre døgn. Mandag er hun altså blevet løsladt.

Lørdag i forrige weekend blev der fundet dele af et lig fra et menneske ved byens affaldsforbrændingsanlæg.

Siden blev området gennemsøgt i samarbejde med brandvæsenet, hvorefter der sent mandag dukkede endnu en ligdel op.

I løbet af sidste uge blev der bedt om assistance fra Danmark. Onsdag ankom retsmediciner og teknisk personale derfor til Ilulissat.

- Vi arbejder praktisk talt i døgndrift for at få indsamlet spor, få foretaget afhøringer, samt afsluttet de igangværende undersøgelser, der i sidste ende skal medvirke til at opbygge en stærk sag, udtaler vicepolitiinspektør Jan Lambertsen, linjechef for efterforskning.

Retsmediciner og teknikere arbejder på at finde frem til, hvordan offeret kom af dage. Desuden arbejder man stadig på ved hjælp af dna at fastslå identiteten på den døde med sikkerhed.

- Vi har en stærk formodning om, hvem den forurettede er, og det er de pårørende til den person informeret om, siger Jan Lambertsen i pressemeddelelsen.

- Det kan ikke være rart for dem at gå rundt med den viden, hvis der er den mindste usikkerhed, så ud over at det er afgørende for efterforskningen, er det også afsindig vigtigt for de pårørende, at vi snart får bekræftet identiteten endeligt, fortsætter han.

Sponsoreret indhold