Krimi13. juli 2022

Politiet efterlyste dreng med "gul hud": Nu beklager de

Sydjyllands Politi fik voldsom kritik, efter de søndag beskrev en efterlyst lille dreng som havende “gul hud”. Nu beklager politiet
Politiet undskylder nu den særlige formulering om drengen med den "gule hud".
Politiet undskylder nu den særlige formulering om drengen med den "gule hud".
 Foto: Ritzau Scanpix

Sydjyllands Politi har nu valgt at beklage, at de søndag beskrev en efterlyst lille dreng som havende “gul hud”.

Den lille dreng var blevet væk fra sine forældre i Gråsten, hvilket fik politiet i Sydjylland til at efterlyse den 3-årige dreng. På politiets sociale medier beskrev de drengen som "Tre år, gul hud, sort hår, iført trøje, strømpebukser” – og den beskrivelse gik ikke ubemærket hen.

Flere rasede over politiets ordvalg, hvilket nu har medført, at politiet beklager formuleringen.

– Vi er sidenhen blevet klar over, at beskrivelsen kan opfattes som krænkende. Det beklager vi selvfølgelig. Det har ikke været vores hensigt, skriver politiet på Twitter.

– Vi tager reaktionerne på tweetet til efterretning. De vil indgå i overvejelserne, når vi fremover udsender signalementer. Vores hensigt var hurtigst muligt at få genforenet barnet med sin familie, og det lykkedes glædeligvis.

Til mediet Frihedsbrevet uddyber Helle Lundberg, kommunikationsrådgiver fra Sydjyllands Politi, hvorfor man valgte den særlige formulering:

– Vi har tidligere oplevet, at et vidne beskrev en person som asiatisk af udseende, og da vi så fandt frem til vedkommende, så var han meget vred, fordi han ikke var asiat. Han var grønlænder, siger hun til Frihedsbrevet.

Sponsoreret indhold