Politiet efterlyste 41-årig kvinde i København: Nu er hun fundet død

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Tidligere i dag efterlyste Københavns Politi en 41-årig kvinde.
Søndag middag rykkede de således talstærkt ud til Østre Anlæg i København, hvor de med hunde, dykkere og droner ledte efter kvinden.
- Der er nogle efterforskningsmæssige ting, der indikerer, at Østre Anlæg kan være relevant i eftersøgningen af kvinden, fortalte vagthavende Henrik Stormer tidligere i dag til presse-fotos.dk.
Nu er kvinden desværre fundet død, oplyser politiet søndag eftermiddag:
- I forbindelse med en humanitær eftersøgning i Østre Anlæg, har vi fundet en person, der er afgået ved døden. Afdøde er identificeret som værende identisk med kvinden, vi efterlyste tidligere.
- Der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på at der er tale om et kriminelt forhold. De pårørende er underrettet.
Den 41-årige blev sidst set fredag eftermiddag, hvor hun forlod sit hjem i Valby. Ifølge Henrik Stormer skulle hun mødes med en.
- Hun skulle på date, men med hvem og hvor og om hun overhovedet nåede frem til aftalen, det ved vi på nuværende tidspunkt ikke, sagde han tidligere i dag til SE og HØR.
Den 41-årige kvindes hund havde ifølge vagtchefen betydning for, at der tidligt blev slået alarm. For hun ville under normale omstændigheder aldrig lade den være alene hjemme så længe ad gangen.