Politiet efterlyser serie-bedrager: Har du set ham?

En kynisk bedrager har de seneste måneder narret betalingskort og kode fra adskillige ældre borgere.
Derfor efterlyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi nu en mistænkt gerningsmand med billede, fremgår det af en pressemeddelelse fra politikredsen.
Bedrageriforholdene er sket i Slagelse, Næstved, Haslev, Rønnede, Vordingborg, Nykøbing Falster og Sakskøbing.
Gerningsmandens fremgangsmåde er set flere gange før.
Han kontakter ældre borgere telefonisk med beskeden om, at nogen er i færd med at trække penge fra deres konto, og at en person fra banken derfor vil komme forbi borgeren så overførslen kan standses.
Herefter møder den mistænkte op på deres bopæl og franarrer borgeren betalingskort samt kode.
Efterfølgende bliver der trukket store kontantbeløb fra betalingskortene.
- Vi ser med stor alvor på disse sager, bl.a. fordi ofrene ofte er sårbare borgere. I den sammenhæng er det afgørende, at man uanset alder kan føle sig tryg i eget hjem, siger vicepolitiinspektør Lars Steffensen, og fortsætter med en klar besked:
- Bankerne arbejder ikke på denne måde, og bankerne vil aldrig sende medarbejdere ud for at afhente borgeres betalingskort, ligesom de heller aldrig vil bede borgerene om at oplyse deres kode til betalingskortet.
- Det er derfor vigtigt, at hvis du bliver kontaktet af personer, der forsøger at få oplysninger om betalingskort og koder, skal du ikke give oplysningerne, men i stedet kontakte politiet med det samme.
Gerningsmanden beskrives som:
Mand, 25-35 år gammel, 180-185 centimeter høj, almindelig af bygning, han har kort, mørkt hår, mørkt fuldskæg og en tatovering på venstre hånd.
Han har ved flere lejligheder været iført lyse bukser og en hvid skjorte.
Har du informationer i sagen, der kan hjælpe politiet med at finde den mistænkte gerningsmand, kan de politiet kontaktes på 114.
