Krimi 24. juni

Politiet efterlyser: Har du set en to meter lang slange?

Ser man den store slange på sin vej, bedes man kontakte Bornholms Politi på telefon 114
Slange

Borgere, der møder slangen på deres vej, bedes ringe til politiet på 114.

Foto: Colourbox

Hvis du er bosat på Bornholm, gælder det om at være ekstra vågen i disse dage.

Torsdag aften har en stor slange nemlig forladt sit hjem på øen, og derfor beder Bornholms Politi nu borgere om hjælp til at finde den.

Det oplyser Bornholms Politi på Twitter.

– Bornholms Politi modtog her til aften en anmeldelse om en løssluppen slange på adressen Møllegade i Rønne, lyder det.

Slangen er omkring 2 meter lang og er beskrevet i farverne sort og grå.

Det oplyses ikke, hvilken slangeart, der er tale om, og det vides heller ikke, om den kan være giftig.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Fredag morgen oplyser vagtchefen hos Bornholms Politi til SE og HØR, at slangen stadigvæk ikke er fundet.

Så hvis du støder på den to meter lange slange på din vej, bedes du kontakte Bornholms Politi på telefon 114.

Sponsoreret indhold