Krimi29. december 2023

Politiet efterlyser gerningsmand efter røveri med kniv i Kvickly i Aalborg

Fredag aften truede gerningsmanden med kniv inden han stak af fra stedet. Tidligere på dagen fandt endnu et røveri sted i Aalborg på tankstationen Shell
Fredag aften har en gerningsmand begået et røveri i Kvickly i Aalborg. Her truede manden med kniv og stak af fra stedet til fods. (Arkivfoto)
Fredag aften har en gerningsmand begået et røveri i Kvickly i Aalborg. Her truede manden med kniv og stak af fra stedet til fods. (Arkivfoto)
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På få dage har flere butikker i Aalborg været udsat for røveri.

Alle fire gange er røveriet ifølge politiet blevet begået med kniv.

Senest har en gerningsmand slået til mod en Kvickly-forretning i Dannebrogsgade i Aalborg Vestby. Det skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X fredag aften.

- Gerningsmanden truede med kniv og stak af fra stedet til fods i retning mod Kastetvej mod Vest, skriver politiet.

Gerningsmanden beskrives som værende 20 til 25 år, dansk, spinkel af bygning, iført sort Adidas-trøje med hvidt logo samt hvide sko.

Den formodede gerningsmand blev ifølge politiet set af et vidne cykle på en hvid damecykel - muligvis en elcykel mellem Skudehavnsvej og Peder Skrams Gade i Søheltens Have.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, som har set en person på en hvid cykel i det område omkring klokken 20.20.

Tidligere på dagen var der tale om et røveri med kniv mod tankstationen Shell på Engtoftevej.

Her beskrives gerningsmanden blandt andet som værende ung, cirka 170 centimeter, spinkel af bygning, og at han bar en hættetrøje med et stort hvidt Adidas-logo på brystet.

Politiet arbejder ud fra en hypotese om, at røverierne kan være begået af den samme gerningsmand. Det siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Lau Larsen fredag aften.

- Særligt når det handler om et så snævert geografisk område med et meget ligeartet signalement af gerningsmanden.

- Ved det røveriforsøg, vi havde ved Shell på Engtoftevej, havde gerningsmanden den samme trøje på som ved signalementet af gerningsmanden her klokken 20.15. Så der har vi i hvert fald en ret stor formodning om, at der er tale om den samme gerningsmand, siger han.

Derudover meldte politiet om et røveri mod SuperBrugsen i Sjællandsgade torsdag.

- En gerningsmand truede personalet ved kassen med en kniv. Ukendt udbytte, skrev Nordjyllands Politi på X.

Ud over Kvickly, Shell og SuperBrugsen blev en 7-Eleven-kiosk på Aalborg Banegård udsat for røveri 26. december.

- En gerningsmand havde med kniv truet sig til et mindre udbytte, lød det fra Nordjyllands Politi på X.

Har man oplysninger, man tror kan være relevante for politiet, kan man ringe på telefon 114.

Sponsoreret indhold