Krimi7. februar 2023

Politiet beroliger børnefamilier efter forlydender om kidnapningsforsøg

Der er ingen grund til at borgere føler sig utrygge, lyder det fra politikommissæren
- Selvfølgelig skal børn generelt have at vide, at de ikke skal tage med fremmede, men der er ikke grund til utryghed med baggrund i denne sag, siger politikommissær Morten Alslev.
- Selvfølgelig skal børn generelt have at vide, at de ikke skal tage med fremmede, men der er ikke grund til utryghed med baggrund i denne sag, siger politikommissær Morten Alslev.
 Foto: politi.dk

En anmeldelse om et forsøg på at bortføre to piger i Esbjerg har ifølge politiet skabt en del debat på sociale medier.

Men der er ingen grund til at føle sig utryg. Sådan lyder meldingen tirsdag eftermiddag fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det er korrekt, at vi har modtaget en anmeldelse. Vi tager altid sådanne anmeldelser meget alvorligt, men vores undersøgelse af sagen viser, at der ikke er grund til, at borgerne skal føle sig utrygge, siger politikommissær Morten Alslev i en pressemeddelelse.

Han oplyser til Ritzau, at politiet har standset efterforskningen af den konkrete sag. Men han vil ikke kommentere, hvad baggrunden er for det, og om det betyder, at politiet har konkluderet, at der ikke var hold i anmeldelsen.

Han kan dog fortælle, at ingen er blevet anholdt eller sigtet i sagen.

Anmeldelsen går konkret på, at to personer i en hvid varebil fredag 3. februar ved 20-tiden kontaktede to piger på 12 og 15 år. De skal have opfordret pigerne til at køre med.

- En sådan form for omtale får naturligt nok forældre til at føle sig utrygge, men vi vil gerne berolige forældrene. Vores undersøgelse af sagen viser, at der ikke er grund til at være urolig.

- Selvfølgelig skal børn generelt have at vide, at de ikke skal tage med fremmede, men der er ikke grund til utryghed med baggrund i denne sag, siger Morten Alslev i pressemeddelelsen.

Han afviser over for Ritzau at komme nærmere ind på, hvad deres undersøgelse af sagen viser.

- Det er svært at komme konkret ind på, men ud fra en samlet betragtning, at vi har vurderet, at der ikke er nogen grund til at være bekymret, siger han.

Det er ifølge politiet et opslag i en lokal gruppe på Facebook, der har fået mere end 500 kommentarer, som har fået politiet til at reagere.

- Noget indikerer, at en del borgere er utrygge. Derfor er vi proaktive. Nu har vi undersøgt det, og med ro i sindet kan vi sige, at der ikke er noget at være nervøs for, siger Morten Alslev til Ritzau.

Der er onsdag eftermiddag mulighed for at tale med politiet på Bakkeskolen i Esbjerg. Her vil politiet være til stede med sin mobile politistation fra klokken 15 til 17.

Sponsoreret indhold