Krimi6. september 2023

Politiet affyrer skud mod varevogn

Betjente har for kort tid siden afgivet to skud mod en varevogn, som var på flugt fra politiet
Politiet har onsdag afgivet skud mod en varevogn.
Politiet har onsdag afgivet skud mod en varevogn.
 Foto: Presse-fotos

Der udspillede sig onsdag en dramatisk situation i Viborg.

Her måtte politiet affyre to skud for at stoppe en varebil, der var blevet stjålet. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X, tidligere Twitter.

- Vi er lige nu til stede på Skottenborg i Viborg. En stjålet varevogn kørte gennem Viborg med høj fart.

- Efter flere forsøg på at stoppe vognen, måtte vi affyre to skud mod dækkene. Der er nu ro på situationen, og føreren af den stjålne vogn og en passager er anholdt, skriver politiet.

Midt- og Vestjyllands Politi modtog i første omgang en meddelelse om, at varebilen var stjålet omkring 09.45 onsdag morgen, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Varebilen blev senere onsdag set i Aalborg. Her blev Nordjyllands Politi sat på sagen, og en patruljebil fulgte efter bilen, der bevægede sig tilbage sydpå mod Viborg.

Lidt i klokken 13 sendte Midt- og Vestjyllands Politi sin første patruljebil nordpå ud af Viborg for at opsnappe varebilen, som bliver bragt helt til standsning cirka 13.15.

I første omgang prøvede politiet at stoppe varebilen ved at kaste en såkaldt "stop stick" ud på vejen, der skal punktere dækkene. Det endte dog med, at en betjent affyrede to skud mod bilens dæk for at være sikker på, den ikke kunne køre videre, fortæller Jens Claumarch.

Sponsoreret indhold