Krimi26. december 2023

Politiet affyrede tre varselsskud mod nu fængslet mand

En mand havde angiveligt stukket sig selv med kniv, inden han forsøgte at flygte fra brændende bygning

En mand, der mandag eftermiddag blev anholdt i forbindelse med en brand i det centrale Vejle, er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Da Sydøstjyllands Politi skulle anholde manden, blev der afgivet tre varselsskud. Manden var såret ved anholdelsen, angiveligt fordi han havde stukket sig selv med en kniv i den brændende bygning.

Ingen blev ramt af skuddene, fortalte politiet mandag via det sociale medie X.

Skuddene skal være blevet afgivet, da manden forsøgte at flygte ud ad bagdøren på den brændende bygning med en kniv i hånden. Da han kom ud ad døren, blev der affyret et skud, som fik manden til at smide kniven.

Efterfølgende skal han være løbet ud på gaden, og i den forbindelse afgav politiet yderligere to skud.

Manden er fortsat indlagt og blev fremstillet i surrogat, hvilket vil sige, at han ikke var til stede i retten.

Sydøstjyllands Politi siger til Vejle Amts Folkeblad, at manden ikke blevet såret som følge af politiets skud eller den efterfølgende anholdelse.

Den brand, som politiet i første omgang var rykket ud til sammen med brandvæsenet, blev slukket. I forbindelse med slukningen lød det fra vagtchefen, at der politiet ville foretage en række undersøgelser af bygningen.

Sponsoreret indhold