Krimi26. april 2023

Politiet: Afdød mand i Roskilde stak sig selv ihjel

- En række omstændigheder i sagen gør, at vi vurderer, at manden har påført sig selv knivstikket, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.
En såret mand, der blev fundet såret i en park i Roskilde, afgik senere ved døden. Politiet oplyser nu, at det mener, manden selv pådrog sig sine skader.
En såret mand, der blev fundet såret i en park i Roskilde, afgik senere ved døden. Politiet oplyser nu, at det mener, manden selv pådrog sig sine skader.
 Foto: Presse-fotos.dk

En 31-årig mand, som onsdag eftermiddag blev fundet knivsåret i Folkeparken i Roskilde, menes selv at have påført sig knivstikket.

Det vurderer Midt- og Vestsjællands Politi efter at have efterforsket sagen.

Dermed menes dødsfaldet ikke at være en forbrydelse.

- Vi indledte med det samme en større efterforskning for at få afdækket omstændighederne omkring dødsfaldet.

- En række omstændigheder i sagen gør, at vi vurderer, at manden har påført sig selv knivstikket, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard i en pressemeddelelse onsdag aften.

Den sårede mand blev fundet i live - men hårdt såret - i et buskads i parken omkring klokken 14.30.

Den første patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi ydede førstehjælp, men mandens liv stod ikke til at redde.

Politiet oplyser onsdag aften, at der på stedet blev fundet indpakning fra flere knive, og at manden også havde flere knive på sig.

- Det gør sammen med andre oplysninger fra efterforskningen, at sagen på nuværende tidspunkt ikke betragtes som en forbrydelse, lyder det i pressemeddelelsen.

Efterforskningen er dog ikke slut. Den fortsætter sammen med kriminalteknikere fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), ind til politiet er sikker på, at det ikke har overset noget.

Onsdag eftermiddag oplyste politiet, at det havde indledt en efterforskning af dødsfaldet.

- En mand såret af knivstik er fundet i parken. Manden er nu afgået ved døden. Vi kender endnu ikke omstændighederne, men har indledt en større efterforskning, skrev politiet på Twitter.

Senere lød det, at man endnu ikke kunne sige, om der var foregået en forbrydelse.

Politiet har efterforsket i den del af parken, der ligger ved Sankt Agnes Vej.

- Vi beder folk om trække væk fra stedet og give plads til politiets arbejde. Følg vores anvisninger på stedet, skrev politiet onsdag eftermiddag.

Både efterforskere og nærpoliti var til stede i parken.

- Folk, der har set noget, eller som har brug for at snakke, kan tage fat i vores kolleger på stedet, skrev Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiets kommunikationschef, Thomas Kristensen, oplyste onsdag eftermiddag, at politiet fik meldingen om sagen omkring klokken 14.30.

Vidner, der har oplysninger i sagen, kan kontakte politiet på telefon 114.

Sponsoreret indhold